Elevernes tabte timer skal indhentes
Det tabte tal udregnes efter det lovpligtige minimum af undervisningstimer
De undervisningstimer Hvidovres elever har mistet under KL's lockout af landets lærere skal indhentes, men antallet af timer, der kompenseres for regnes ud efter det minimumstal, som Hvidovre Kommune lovpligtigt er forpligtet til at give.
Sådan lyder det fra Hvidovre Kommunes chef for Skole-, Klub- og Fritidshjemsafdeling Søren Thorborg i en meddelelse til skolelevernes forældre.
- I Hvidovre Kommune har vi igennem mange år valgt at give flere timer til eleverne, end det minimum, der er krævet ifølge lovgivningen, skriver Søren Thorborg.
Når de tabte timer således skal indhentes - når lockouten stopper - vil tallet blive udregnet efter, hvor mange timer kommunen er forpligtet til at give i følge lovgivningen. Hvor mange timer det kommer til at dreje sig om kan først udregnes, når lockouten stopper.
For klassetrin mellem 0.-8. klasse vil timerne blive lagt i det kommende skoleår. For 9. og 10. klasserne skal timerne ligge i dette år. Hvordan det kan realiseres, kan skolechefen først sige noget om, når lockouten er stoppet.