Fortsæt til indhold

Køge vil øge interessen for kommunalvalget

Stemmeprocenten skal op i Køge

Arkiv
Arkiv

VALG: Køge laver kommunalvalg på nye måder til november. Valglisterne bliver digitale – og det skal undersøges, om en særlig valgbus kan få flere til at stemme.
Vær med til at vælge Køges nye byråd, mens du venter på toget, er på indkøb eller på vej til fodboldkamp. Sådan bliver det – måske – i Køge Kommune til efteråret, for Byrådets Økonomiudvalg har netop besluttet, at forvaltningen skal undersøge, om man kan indsætte en såkaldt valgbus i ugerne op til efterårets kommunalvalg. Projektbeskrivelsen skal ligge klar inden sommerferien, hvorefter Økonomiudvalget vil tage endeligt stilling til, om Køge Kommune skal have en valgbus.
Formålet med valgbussen er at få flere til at stemme ved kommunalvalget ved at rykke valget ud til borgerne. Udfordringen ligger især i at få de unge samt borgere med udenlandsk baggrund til at sætte kryds på stemmesedlen til november.
En valgbus, som kører rundt i kommunen, vil kunne skabe opmærksomhed om kommunalvalget, men tanken er samtidig, at bussen kan fungere som rullende afstemningssted, hvor borgerne kan brevstemme i ugerne op til kommunalvalget den 19. november.

Valgkort skal scannes

Økonomiudvalget ønsker også at forny arbejdsgangene på de traditionelle afstemningssteder, som typisk ligger på kommunens skoler. Her har Økonomiudvalget besluttet, at Køge Kommune fra i år indfører digitale valglister.
Alle Køge-borgere over 18 år vil som hidtil modtage et valgkort med posten. Det nye er, at de valgtilforordnede ikke længere skal slå op i en gammeldags protokol for at registrere vælgeren.
I stedet scannes stregkoden på valgkortet – på samme måde som kassedamen gør med varerne i supermarkedet. Derefter fortsætter vælgeren til stemmeboksen, hvor krydset på stemmesedlen som hidtil skal skrives med en god, gammeldags blyant, der hænger klar i boksen.
Erfaringer fra andre kommuner viser, at indførelsen af scannere vil sætte tempoet betydeligt op ved valgbordene.
Det anslås, at hvert valgbord vil kunne håndtere 5.000 vælgere, hvis de valgtilforordnede bruger en scanner, mens hvert valgbord typisk kun når at betjene 1.500 vælgere, hvis de skal krydses af manuelt i en protokol.
pm