Sejre til både HB Køge og Rishøj
FODBOLD: Der var masser af fodbold at vælge imellem onsdag aften, da både HB Køge som Rishøj Boldklub bød op til 90 minutters underholdning i h.h.v. Nordicbetsafe Ligaen og i 2. Division Øst.
Begge steder blev det med hjemmesejr som resultat.
På SEAS NVE Park besejrede HB Køge for anden gang inden for tre uger Brønshøj. Denne gang blev sejrscifrene 2-0, fordelt med et mål i hver halvleg.
Med sit 10. sæsonmål bragte Anders Kaagh HB Køge på 1-0 omkring den halve time, og seks minutter inde i anden halvleg afgjorde Jeppe Kjær kampen, da han efter et fornemt sololøb med 3-4 "hvepse" halsende efter sig bankede bolden i netmaskerne.
Brønshøj pressede hårdt på at få vendt kampen og havde bl.a. to forsøg der prellede af mod Morten H. Jensen overligger.
På Rishøj Stadion tog hjemmeholdet en fin skalp, da rækkens tophold Hvidovre IF blev sendt hjem med et nederlag på 3-2 - og det endda efter at gæsterne to gange havde bragt sig i førersædet.
Efter et kvarters spil blev det 1-0 til Hvidovre, men inden pausen havde Mikkel Bruun bragt balance i regnskabet.
Efter pausen blev det 2-1 til Hvidovre, men igen formåede Rishøj at komme flot tilbage. Simon Backmann udlignede inden Martin Jensen kort før tid fik sat sejrsmålet i kassen til 3-2.
Rishøj er dermed fortsat ubesejret i 2013.