Fortsæt til indhold

DM-stævne gav penge til Gademix

Indsamling ved Absolute Horses' store stævne gav 15.000 kr. til det sociale værested i Kolding.

Arkiv
Arkiv

- Det er dejligt at få penge, især så mange penge og ganske uventet.
Hanna Andresen, leder af Gademix i Koldings sydvest-kvarter er glad. Birgitte Schou fra Absolute Horses kom nemlig på besøg med resultatet af en indsamling ved det store DM-stævne i ridebanespringning, der blev holdt hos Schou-familien på Tågerup uden for Kolding. Og det blev til hele 15.000 kr. til det gode formål.
- Vi får dækket min løn og huslejen af Kolding Kommune, men når vi skal lave aktiviteter, må vi ty til fundraising, så vi ved nok, hvad vi skal bruge pengene fra stævnet til, siger Hanna Andresen. Vi har planer om at lave en stor cirkusforestilling til efteråret. Vi har tidligere haft succes med cirkusprojekter i 2009 og 1010, men det kræver nogle midler. Vi forbereder os og håber bl.a. at kunne optræde med tryllenumre fra vores lektiecafe i natur og teknik, ligesom vi gerne vil have nogle af vores samarbejdspartnere fra streetmiljøet med i manegen.
Gademix er opstået i forbindelse med et kvarterløft-projekt i Kolding i år 2000, og Hanna Andresen har været med siden. Det er et værested for børn i alderen 10-16 år, og der er tilknyttet 35-40 børn.
- De er der ikke altid alle sammen, de kan komme og gå, som de vil, og så har vi forskellige aktiviteter, men vi bruger også en del kræfter på det at opføre sig pænt, siger Hanna Andresen.