Fortsæt til indhold

Esbjerg slog Munkebo i regnfuldt opgør

På en regnfuld bane hentede Esbjerg Motorsport sejren over Munkebo Speedway Club. Regnen satte dog en stopper for at køre et fuldt løb, og matchen blev stoppet efter heat 7. Inden da nåede Esbjerg Motorsport dog at slå Munkebo Speedway Club.

Arkiv
Arkiv

Med cifrene 24-18 vandt Esbjerg over Munkebo i et opgør, der blev en del kortere end normalt på grund af voldsom regn. Således blev matchen stoppet efter heat 7. Med sejren kravler Esbjerg til tops i Dansk Metal Speedway League, og det glæder selvsagt Esbjergs holdleder, Ib Pedersen.
"Det var 7 fantastiske heat fra begge hold, så det var ærgerligt, at matchen blev aflyst. Men vi var en tand bedre end Munkebo i dag," siger Ib Pedersen, der især glæder sig over sin russiske kører, Artem Laguta.
Inden matchen havde Ib Pedersen betegnet Laguta som lidt af et sats, men med 9 point på tre heat viste han, at han var til at stole på.
"Laguta var kongen af Korskro i dag. Heldigvis har han allerede spurgt, om han må køre noget mere for os," siger Ib Pedersen, der dog også delte roser ud til sin D-kører, Michael Palm Toft.
"Palm Toft er bare Danmarks bedste D-kører," siger han.

Stolte trods nederlag

I Munkebo-lejren er man skuffet over nederlaget, men erkender samtidig, at de på dagen ikke kunne matche de forsvarende mestre.
"Vi manglede starterne i dag, og det taber vi matchen på. Vi havde kun Morten Risager, som kunne lave dem," siger Karsten Jørgensen, holdleder i Munkebo.
Nederlaget var Munkebos andet i denne sæson, efter at de tidligere har tabt til Holstebro. Men ifølge Karsten Jørgensen kan Munkebo tage meget med fra nederlagene til de klubber, som han betegner som to af de stærkeste hold.
"Vi har nu overstået udebanematcherne mod de to hold, og det er med små margin, at vi har tabt matcherne. Når vi tænker over det, kan vi være stolte over det," siger Karsten Jørgensen.
Esbjerg fører i øjeblikket ligaen.