Fortsæt til indhold

73 årig frarøvet kæmpebeløb

Arkiv
Arkiv

GREVE: Mandag kort efter middag, kl. 12.27, fik politiet en henvendelse fra en 73-årig mand fra Greve, som oplyste, at han kl. ca. 11.40 under Dankort-betaling for varer i en butik i Greve Midtby Center var blevet kontaktet af en kvinde, der talte et sprog, som han ikke forstod.
Hun påstod, at han havde tabt en pengeseddel på gulvet, og pegede ned.
Da kvinden ikke ville have pengesedlen, tog den 73-årige pengesedlen til sig og forlod butikken.
Kort efter blev han igen kontaktet i en anden butik i centret af den samme kvinde, som nu påstod, at pengesedlen alligevel var hendes. Hun fik pengesedlen retur og forlod stedet.
Den 73-årige opdagede, at han på ukendt måde havde fået stjålet sit Dankort. Selv om han skyndte sig hen til sit pengeinstitut for at spærre kortet, kunne banken konstatere, at der uberettiget var blevet hævet 14.800 kr. på Dankortet.
Kvinden beskrives som 30-40 år, ca. 170 cm høj, afbleget mellemblond, skulderlangt hår, iført lyse jeans. Hun talte et østeuropæisk sprog og fulgtes med en østeuropæisk mand.
Lokalpolitiet i Karlslunde hører meget gerne fra personer, der har bemærket især kvinden, og som kan give oplysninger om hendes identitet eller opholdssted. Kontakt politiet på tlf. 114.
pm