Fortsæt til indhold

Greve godt med som klimakommune

Arkiv
Arkiv

GREVE: CO2-udledningen i Greve Kommune er de sidste fire år fra 2008 til 2012 reduceret med mere end otte procent. Dermed lever Greve Kommune mere end op til den klimakommuneaftale, som kommunen indgik med Dansk Naturfredningsforening i 2009.
En væsentlig grund til at det er lykkedes Greve Kommune at nå de opstillede mål for reducering af CO2-udslippet er de mange energirenoveringer, der de seneste tre år er foretaget på kommunens skoler, daginstitutioner og kultur- og fritidsinstitutioner.
Der er gennemført og planlagt energiinvesteringer for omkring 104 mio. kroner i årene 2010 til 2014, og det er disse investeringer, der allerede nu har haft en god effekt på CO2-udledningen i kommunen.
- Det er meget tilfredsstillende, at vi her med denne status på Klimakommuneaftalen kan konstatere, at vi med en reduktion af CO2-udslippet på mere end otte procent mere end lever op til det, vi har forpligtet os til. Men vi har nu også intensiveret indsatsen, så målet om at reducere CO2-udledningen med to procent om året også gælder for kommunens borgere og virksomheder. Så nu appellerer vi til både borgere om virksomheder om at overveje at investere i energirenoveringer, som både er gavnlige for klimaet og for pengepungen, siger borgmester Hans Barlach.
De gode resultater for Klimakommuneaftalen udspringer af et fald i elforbruget på 7,5 procent, et fald i varmeforbruget 3,1 procent og et fald i vandforbruget på 3,7 procent.
Tallene fremgår af Greve Kommunes Grønt Regnskab og Klimakommuneopgørelse 2012, som kan ses på kommunens hjemmeside. Her kan borgere og virksomheder også finde mere information om, hvordan man kan energirenovere: www.greve.dk/klima.
pm