Køge fordoblede pointshøsten
FODBOLD: Lørdagens kamp i Serie 1 i Sandved mellem hjemmeholdet Fuglebjerg/Sandved Tornemark og Køge BK endte med pointdeling. Det kunne og burde være blevet til mere, men en udligning af hjemmeholdet i sidste minut betød remis – 1-1, og dermed fordobledes Køges indspillede point i forårssæsonen fra ét til to.
- Vort hold er som forvandlet efter vinterpausen, hvad angår spillets primære formål - at score mål. Igen i forårets sjette kamp kreerede vi chancer til overflod, men udnyttelsesprocenten var på ny uhyggelig lav, fortæller assisterende træner Hans Kildegaard Larsen.
Hjemmeholdet kæmper med næb og klør for at blive i rækken, og de kan takke en velspillende keeper for, at de ikke indkasserede en håndfuld scoringer. At Køge gik til pause uden at have scoret var et lille mysterium, idet specielt Morten Ytte Olsen kunne have straffet holdets målaktionærers tegnebøger. Ved tre lejligheder var han alene med keeperen, men formåede ikke at score.
- Vi forsøgte også med afslutninger fra distancen, og her var især Stefan Rasmussen en trussel. Først ved et bragende langskud lige på keeperen, og siden et yderligt placeret sådant, efter at have efterladt tre modspillere halsende i sin slipstrøm efter et af sine velkendte ryk over en kvart banelængde, beretter Hans Kildegaard Larsen.
Hjemmeholdet havde også sine chancer, og Morten Pedersen måtte gribe ind, når det var nødvendigt. Mest spektakulært blev det et par minutter før pausen, hvor han i en 50/50 duel nåede en bold umiddelbart før modstandernes fremstormende forward. Som følge af det uundgåelige sammenstød roterede Morten Pedersen 270 grader i luften - eller også var det 630 -- inden han landede tungt. Som altid fik han rystet smerten af sig – en mundfuld vand og en kold svamp kan kurere alt.
Efter pausen fortsætte Køge med at skabe chancer, og efter at indskiftede Jonas Madsen havde ramt overliggeren omkring den hele time, tog han revanche kort efter. Efter fint og energisk arbejde af en anden substitut, Emil Andersen, der i øvrigt gjorde en rigtig god figur, fik Jonas Madsen skrabet en ripost over stregen til udeføring 1-0.
Trods yderligere chancer blev det ikke til flere mål, og da Mark Sørensen modtog et korrekt gult kort i slutfasen, kom Køge under pres. I det 90. minut tabte holdet en luftduel i midterforsvaret, og toerbolden faldt til en forward, der tæt under mål satte den ind bag en sagesløs Morten Pedersen. To ærgerlige point smidt på gulvet, og så var den lange pinseweekend ødelagt.
I morgen onsdag den 22. maj spiller Køge hjemme mod B.73 Slagelse kl. 19.00, og lørdag går det løs i Holbæk.
Køges trup til kampen i Sandved: Morten Pedersen, Patrick Andersen, Kenny Hansen (anfører), Mark Sørensen, Nicklas Gothenborg, Villads Christian Bache, Carsten Jensen, Martin Due, Karl Johan Teigland, Stefan Rasmussen, Morten Ytte Olsen. Bænk: Rasmus Greiersen, Jonas Madsen og Emil Andersen.
pm