Fortsæt til indhold

Køge byder igen på store arrangementer i sommeren…!

Arkiv
Af Jørgen Petersen

Kære læser!
Endnu engang byder sommeren i Køge på nogle store arrangementer, hvor der virkelig er noget at se frem til. Og selvom man måske kan synes, at det lige er blevet forår, så er der kun ganske kort tid til de første af sommerens store ”trækplastre” finder sted.
Flere af arrangementerne er allerede kørt sikkert i stilling, mens der på andre endnu bliver arbejdet på højtryk. Fælles for dem alle er dog, at de er med til at gøre det både hyggeligere og sjovere at være ”Køgegenser” og være dem der besøger os, og fælles for dem alle er, at de – så godt som i hvert fald – bygger på frivillig arbejdskraft.
Når man nævner sommerens arrangementer kommer man ikke udenom Køge Cykel Rings Venner, som år efter år har skaffet ti tusinder af mennesker til byen, og samtidig brugt mange hundrede tusinde pr. år på at markedsføre Køge over det ganske land, samt i vore nabolande.
Jeg synes ikke de store arrangementer, som de står for: ”Tøserunden” og ”Sjælland Rundt på Cykel”, med ”følgeløb”, kan få roser nok. Der er ingen i vor kommune, der i den tid ”Sjælland Rundt på Cykel” har været afviklet, der har gjort så meget PR – og markedsført vor by og kommune – som netop cykelløbene har gjort.
Derfor er det også glædeligt, at disse løb fortsat udvikler sig. ”Tøserunden” er det af KCRV' s løb, der bliver afviklet først. Det sker lørdag den 1. juni, hvor nogenlunde det samme antal ”tøser” som sidste år, skal ud på de 112 km. Der er kommet en del nye piger med på ruten i år, og det er kendetegnende, og godt for fremtiden, at deltagerne igen bliver yngre…
”Sjælland Rundt på Cykel”, med sin små 300 km, bliver afviklet op til Køge By's 725 års købsstadsjubilæum. Byens jubilæum starter op samtidig med, at et stigende antal ryttere deltager i ”Sjælland Rundt på Cykel”. Det er især tyskerne, der ”valfarter” til Køge, og de kommer altså ikke fordi vi har jubilæum, men for at cykle med…
Også de 2 ”Køge-Tours” på 98 og 195 km har stor søgning, og i KCRV håber man faktisk på, at nogle af deltagerne fra ”Tøserunden” også vil prøve kræfter med den længste af ”Køge-Tours”. Alt dette finder sted i slutningen af juni og begyndelsen af juli måned.
Der arbejdes fortsat på at gøre byjubilæet til en attraktion i sig selv, især for Køge-borgerne, mens de andre store sommer-arrangementer, også trækker folk længere væk fra til Køge.
”Revyperler” kom for et par år siden fra Stevns til Køge. Den var populær på Stevns, så mange Stevnsboer tager gerne turen til Køge, når de vil have det sjovt. Det er der garanti for, når Tommy Kenter endnu engang står i spidsen for revyholdet, der spiller i Køge fra 10. juni til 6. juli.
På grund af forberedelserne til Køge Kyst-projektet var det ikke muligt at bruge Teaterbygningen i år, men forhåbentlig bakker publikum mindst lige så godt op, når der spilles på Hotel Hvide Hus.
Ingen fester uden musik, og der bliver der masser af i hver sin ende af sommeren. ”Modern Jazz Days” – noget der kan minde om Danmarks Største Jazz-festival – finder sted i Køge 7.-8. juni. Der bliver omkring 20 koncerter på Søndre Havn, og der er gratis adgang til dem alle.
Som ”rosinen i pølseenden” er der Køge Festuge i uge 35. I disse tider er det ikke helt let at skaffe sponsorer, men det går dog støt fremad, og flere store og kendte navne er der allerede indgået forhåndsaftaler med.
Køge Handelsstandsforening er naturligvis også opmærksom på alle de ting, der kommer til at foregå, og byens butikker holder ”dampen oppe”, så der skabes noget for de mange mennesker, der kommer til byen. Dagen inden ”Tøserunden” – det vil sige fredag den 31. maj – er der aften-åbent i byens butikker – og søndag den 2. juni er der børneloppemarked både på Køge Torv og i Torvebyen.
Og så går det ellers ”slag i slag” de kommende måneder…!
- jeg er allerede begyndt at glæde mig…
- rigtig go´ pinse!