Sidste chance for gratis vaccine
Det er sidste chance: Hvis du er kvinde, under 29 år og gerne vil have en gratis vaccine mod livmoderhalskræft - den såkaldte HPV-vaccine – så skal du slå til nu.
Det første stik af i alt tre stik skal være givet inden den 30. juni 2013 for, at vaccinen skal være gratis.
I en kampagne fra Hvidovre Kommune, Hvidovres praktiserende læger og Kræftens Bekæmpelse opfordrer man kvinderne til at tage veninden med – og man behøver ikke engang bestille tid hos lægen.
Baggrunden for indsatsen i Hvidovre er tal fra Kræftens Bekæmpelse, der viser, at kun meget få unge kvinder – mindre end 50 procent – indtil videre har taget imod tilbuddet om at blive vaccineret mod livmoderhalskræft i Hvidovre Kommune.
På landsplan er det målet, at 80 procent af de yngre kvinder lader sig vaccinere:
- Det gør dybt indtryk på mig, når Kræftens Bekæmpelses tal viser, at der dør en kvinde hver tredje dag af livmoderhalskræft, siger borgmester Helle Adelborg:
- Derfor må jeg sende en kraftig opfordring til de her unge kvinder om at komme hen til lægen og blive vaccineret, så de er beskyttet mod den her kræftform.