Mand truet med pistol
Onsdag ved spisetid fik en 19-årig mand en pistol stukket i hovedet og blev truet til at udlevere et større pengebeløb. Den unge mand var kort forinden ankommet med toget fra Hillerød til Kolding Banegård hvor han skulle mødes med en person som skulle sælge ham nogle brugte mobiltelefoner.
De to mødes på perronen på banegården og går sammen langs banelegemet og ender på en parkeringsplads ved Parkskolen. Her støder endnu en person til selvskabet, og ifølge den 19-årige mand så ser det ud til at de to mænd kender hinanden.
Pludselig trækker den sidst-ankomne mand en pistol og truer den 19-årige mand til at udlevere de penge han skulle have brugt til at betale for mobiltelefonerne med.
Politiet ønsker ikke at oplyse beløbets størrelse, men siger, at der er tale om et større pengebeløb.
Den skræmte mand bakker væk fra stedet og da han kommer ud på Fynsvej løber han derfra og ringer 112.
Det er ikke lykkes politiet at anholde nogle personer, og Poul Steffensen efterlyser derfor vidner til episoden.
"Hvis nogen har set to udlændinge gå sammen med en dansker fra Banegården og mod Parkskolen onsdag mellem klokken 17.30-17.45 så hører vi meget gerne fra dem", lyder det fra vicepolitikommisæren.
De to gerningsmænd beskrives som:
Manden som den 19-årige mødes med beskrives som 20-25 år, 180-190 centimeter høj. Manden er formentlig udlænding og beskrives som meget brun. Han er kraftig af bygning, har sort hår og bar under røveriet en brun hættetrøje med skrift på maven. Han havde et par slidt hip hop bukser på med et stort hvidt K på den ene side.
Den mand der støder til senere og som også er den mand der truer med en sort pistol med langt løb beskrives som; 20-25 år, cirka 180 centimeter høj, han er formentlig somalier, spinkel af bygning og har kort, sort hår. Han bar en sort computertaske over den ene skulder, og deri havde han pistolen. Han bar et sort, løstsiddende joggingsæt.