Norsk målmandskomet vil udvikle sig i Team Esbjerg
Team Esbjerg får en målmandsduo i norsk landsholdsklasse i den nye sæson.
Team Esbjerg får en målmandsduo i norsk landsholdsklasse i den nye sæson. Efter tre sæsoner i Flint Tønsberg i Postenligaen skifter Emily Stang Sando på en toårig kontrakt til Esbjerg, hvor hun bliver forenet med Kari Aalvik Grimsbø, som hun kender fra samlinger med det norske landshold.
"Jeg ønsker først og fremmest at udvikle mig til et højere niveau, og så vil jeg gerne have nye udfordringer ved at spille håndbold i en anden liga i et nyt land. Udsigten til at skifte giver mig allerede nu sommerfugle i maven af glæde," siger Emily Sando.
Den 24-årige målmand debuterede på det norske landshold i en 25-24-sejr over Danmark i juni 2010 og er siden noteret for en landskamp mod Rusland året efter. Desuden har hun spillet kampe på det norske rekrutt-landshold og deltaget i samlinger. Hun har mulighed for comeback på det norske landshold, når det i denne måned spiller Nettbus Open med fire nationer i Göteborg. Sando er indkaldt til truppen efter afbud fra HC Odenses Ingrid Ødegård.
Kari Aalvik Grimsbø forlængede i efteråret 2012 sin aftale med Team Esbjerg frem til sommeren 2016, og hun har medvirket til at få landsmanden til at vælge Esbjerg på bekostning af flere norske topklubber.
"At Kari spiller i klubben har haft stor betydning. Hidtil har jeg ikke været i et team med en anden målmand, og det glæder jeg mig meget til at prøve. Jeg er sikker på, at Kari og jeg kommer til at supplere hinanden vældig godt," siger Emily Sando.
Hun stammer fra Holmestrand ved Oslofjorden mellem Larvik og Oslo og flyttede som 15-årig sammen med andre håndboldtalenter til Larvik, hvor hun nåede at spille i fem sæsoner. Her stiftede hun bekendtskab med den tidligere danske landsholdsmålvogter, Lene Rantala, som ”kunne være mor til mig”, som Emily Sando konstaterer.
Cheftræner Lars Frederiksen har store forventninger til den nye norske klassekonstellation.
"Jeg betragter det som noget af et scoop, at vi i konkurrence med prominente norske klubber har formået at trække Emily Sando hertil. Hun er den unge komet på målmandsposten i norsk håndbold og har haft stor betydning for Flint Tønsberg i flere sæsoner. Vi får i den nye sæson en rigtig spændende målmandsduo med to virkelig kvalificerede norske målmænd," siger Lars Frederiksen.