Venstre-afvisning kan skræmme investorer væk
Venstre optræder uansvarligt i forbindelse med sit krav om ny detailhandelsanalyse før godkendelse af lokalplan for stationsområdet, mener oppositionskollegerne, de konservative.
KØGE KYST: Venstres nye forbehold over for vedtagelsen af den nye lokalplan for stationsområdet, hvor den skal skabe plads til et nyt detailhandelsområde, møder skarp kritik fra kollegerne i byrådets opposition, de konservative.
- Det er uansvarligt, og det er en useriøs måde at profilere sig på. Venstre har selv været med hele vejen i Køge Kyst-projektet. Lokalplanen handler om at skabe plads til blandt andet detailhandel i området, og den har ikke som sådan noget at gøre med analysen af detailhandelen, så Venstres indvending giver ingen mening, siger Flemming Christensen (K), der også afviser, at analysen skulle bygge på forældede forhold.
- Der er tale om en supplerende analyse fra 2011, som Palle Svendsen selv har været med til at bestille, og den peger på nødvendigheden af, at vi får en række butikstyper. Og i 2011 kendte vi alt til finanskrisen, så det er der selvfølgelig taget hensyn til, siger Flemming Christensen, som advarer mod potentielt alvorlige konsekvenser, hvis man droppede den forestående vedtagelse af lokalplanen for området.
- Lokalplanen er en af forudsætningerne for, at aftalen med TK Development er bindende. Hvis vi ikke gør lokalplanen klar, så kan TK Development sige, at aftalen er brudt, siger han med hensyn til den foreløbige, betingede aftale med TK Development.
Dertil kommer signalværdien over for andre potentielle investorer.
- Hvis vi signalerer, at der er politisk uenighed, så risikerer vi, at de holder sig væk, siger Flemming Christensen.
Det gælder især netop nu, hvor der er et halvt års tid til et kommunalvalg, der kan give et nyt flertal i byrådet.
- Men det her kommer ikke til at ske med vores stemmer - hverken før eller efter valget, siger Flemming Christensen.