Fire øjne ser bedre end to
KØGE: Tirsdag aften drøftede Social- og Sundhedsudvalget mulighederne for at gå i dialog med berørte borgere om stort og småt på Social- og Sundhedsområdet.
- Fire øjne ser bedre end to og vi har brug for at få vendt hver en sten i arbejdet med at ruste social- og Sundhedsområdet til fremtidens udfordringer med flere ældre, færre medarbejdere og stramme økonomiske vilkår.
Sagde formand for Social- og Sundhedsområdet Randi Hansen efter Social- og Sundhedsudvalgets drøftelse af borgerdialog på både ældreområdet, handicap- og psykiatriområdet og sundhedsområdet.
- Vi vil i åben dialog om udfordringerne på Social- og Sundhedsområdet. Vi vil jo rigtig gerne hjælpe folk til selvhjælp på hele social- og sundhedsområdet og vi forventer og har brug for, at alle bidrager med det de kan. Derfor ønsker vi at invitere borgerne indenfor til dialog, for Social- og Sundhedsudvalget tror på, at vi sammen står stærkere, når vi skal løse nogle af de udfordringer, vi står overfor, siger Randi Hansen og fortsætter:
- Vi er allerede i dialog med borgerne på mange områder og Social- og Sundhedsudvalget har løbende dialog med Ældrerådet, Handicaprådet og de frivillige foreninger, men vi vil gerne i dialog med endnu flere.
Netværk for aktive ældre
Social- og Sundhedsudvalget har blandt andet besluttet at etablere et Aktivt Aldrings netværk for mange af de borgere, der er engageret og ønsker at deltage i udviklingen af aktiviteter til understøttelse af aktiv aldring.
Netværket skal fungere som en gruppe, der er med til at udvikle nye projekter og idéer og i højere grad sikre at tilbuddene og indsatserne er meningsfyldte for borgerne.
- Vi vil også gerne tænke dialogen med borgerne lidt anderledes end hidtil, så dialogen fremover bruges allerede i ide-fasen fx forestiller jeg mig, at vi kan invitere borgere og de aktuelle brugere til dialog om emner som 'forventningsafstemning med pårørende', 'udformning af kommende tilbud på handicap- og psykiatriområdet' samt 'samarbejdet med de frivillige, slutter Randi Hansen.