Fortsæt til indhold

Midtbanetalent til Esbjerg fB på fireårig aftale

Midtbanespilleren Jeppe Andersen skifter fra Vejle Boldklub Kolding til Esbjerg fB på en fireårig aftale med virkning fra 1. juli 2013.

Arkiv
Arkiv

Midtbanespilleren Jeppe Andersen skifter fra Vejle Boldklub Kolding til Esbjerg fB på en fireårig aftale med virkning fra 1. juli 2013. Det 20-årige talent er købt fri af en treårig kontrakt gældende til sommeren 2014.
"Når jeg ser Esbjerg spille, føler jeg, at det passer rigtig godt til den måde, jeg gerne vil spille på. Holdet har spillet et stærkt forår, skal spille europæiske kampe til efteråret og virker i det hele taget til at være en klub i vækst. Alt det tiltaler mig meget. Desuden kender jeg flere af spillerne, Ankersen-brødrene, Jonas Knudsen og Mikkel Agger, fra landsholdssamlinger. I forhold til Vejle, hvor jeg har været glad for at være, betragter jeg det klart som et skridt op ad karrierestigen," siger Jeppe Andersen, der kom til Vejle Boldklub fra Give Fremad som 10-årig.
Jeppe Andersen har været i flere andre superligaklubbers søgelys, men valgte Esbjerg og glæder sig til at flytte til byen i nær fremtid. Han afsluttede for to år siden den treårige HHX-uddannelse og indgik samme sommer en treårig fuldtidsaftale med Vejle Boldklub Kolding.
"Jeg har ikke fået så meget spilletid i Vejle i foråret, som jeg føler jeg har gjort mig fortjent til. Derfor er jeg meget glad for, at Esbjerg har vist mig tillid ved at købe mig. Nu vil jeg forsøge at tilkæmpe mig en plads på holdet, og når jeg har opnået det, vil jeg gerne ind omkring U21-landsholdet igen," siger Jeppe Andersen.
EfB's tiltrædende cheftræner, Niels Frederiksen, vurderer, at Jeppe Andersen allerede nu vil kunne spille superligakampe for klubben, men glæder sig over, at der er indgået en fireårig aftale, så han kan udvikle sig yderligere og forløse sine store fodboldmæssige potentialer.
"Jeppe er en dynamisk og energisk midtbanespiller, der er dygtig på bolden og i pasningsspillet, og han passer rigtig godt ind i den måde, vi ønsker at spille fodbold på. Han er også en robust spiller, der kan tage fra i nærkampe og erobre bolde," siger Niels Frederiksen.
Jeppe Andersen har spillet 60 kampe og scoret syv mål for Vejle Boldklub Kolding siden debuten for godt to år siden. Han har desuden spillet 13 ungdomslandskampe for Danmark, heraf to på U21-landsholdet, hvor han debuterede i en venskabskamp mod Frankrig i marts i år og er noteret for to kampe.
EfB's første tilgang til den nye sæson i Superligaen kommer til en trup med mange unge spillere og hård konkurrence om pladserne, også på den centrale midtbane, der er Jeppe Andersens foretrukne position, og på kanterne.
"Jeg synes, vi står rigtig godt. Især hæfter jeg mig ved, at mange af de spillere, der har fået meget spilletid i denne sæson, er på langvarige aftaler. Men vi er ikke færdig med at sammensætte truppen, og der kommer
flere spillere til," siger Niels Frederiksen.