Fortsæt til indhold

Musikalske talenter gav flot gallakoncert

Arkiv
Arkiv

KØGE: For 13. gang blev der afholdt gallakoncert i salen på Køge Musikskole og for 13. gang beviste en flok elever, at de har talent på deres instrument.
I år var det et rent drengehold, der skulle spille, og man kunne måske forvente, at der blevet skruet op for ”volumenknappen”, men nej – det startede meget poetisk med Zelda spillet for 14. hændig marimba, og efter denne indledning spillede Patrick dels alene og dels 8. hændigt – med hjælp fra sit sammenspilshold på klaver. Simon spillede også klaver, men havde valgt at spille et stykke, han selv havde komponeret. Så tog Morten over på trompet sammen med sin lærer, som han syntes trængte til at blive luftet lidt.
Så blev der skiftet både instrument og genre, for nu var der ikke mindre end 3 guitarister, der kom på banen efter tur, men det var bestemt ikke ensformigt at lytte til, for det var meget afvekslende, hvad de spillede – og de gjorde det godt. De havde også fået hjælp fra deres respektive sammenspilsgrupper – ligesom de også stillede op og hjalp Mads på trommerne med hans musik.
Det førte så over til afslutningsnummeret, hvor alle medvirkende spillede sammen i deres egen komposition, som de kaldte Devil's Fox. Det gav anledning til taktfaste klapsalver – og så måtte de unge mennesker improvisere, og endnu engang fik vi lov at høre Zelda på marimbaerne, og denne gang helt uden nerver.
Nu var der kun talerne tilbage og først ønskede deres SSB-lærer Rikke Shelde dem held og lykke, inden souschef Lene Simonsen tog sig af den alvorlige tale om fremtiden, musikken og de muligheder, der ligger for fødderne af talenterne. Efter diplomuddelingen og det obligatoriske ”klassebillede” blev der sagt tak for en god koncert.
pm

14 hændigt startnummer. (Foto: Helle Bodi).
Alle deltagerne med diplomer. (Foto: Helle Bodi).