Fortsæt til indhold

Herfølge Privatskole fylder 25 år

Arkiv
Arkiv

JUBILÆUM: Torsdag den 20. juni er der fest på Herfølge Privatskole. Skolen kan nemlig fejre 25 års jubilæum.
Der er program for hele dagen, som indledes med kæmpe fælles morgenbuffet for elever og skolens personale. Festlighederne slås sammen med det årlige sponsorløb, hvor støtteforeningen samler penge ind til børnene og deres skole.
Det er privatskolens støtteforening, der står bag programmet til festen, som løber hele dagen fra kl. 9.00 om morgenen og til kl. 20.30 om aftenen.
Ét af dagens højdepunkter er, når der sendes 125 gule balloner til himmels. Kl. 10 er det med at rette blikket op mod himlen for at få et glimt af ballonerne og lægge mærke til hvor de bevæger sig hen. 25 af ballonerne indeholder nemlig gavekort, som er sponsoreret af mange erhvervsdrivende i Herfølge og omegn.
Der er flere overraskelser i løbet af dagen. Det årlige sponsorløb skydes i gang kl. 15, og inden da kan man måske være heldig at få sig en autograf fra nogle gæster fra HB Køge.
Om aftenen er der spisning med grill og underholdning. 6. klasse åbner boder med aktiviteter. Indtjeningen fra disse går til fordel for klassens udlandsrejse til foråret.
- Skolen har også meget at fejre og glæde sig over. Elevtallet nærmer sig snart de 100 og har været støt stigende de seneste år. Skolen har fået interaktive tavler i alle klasser det seneste års tid og arbejder fortsat på at være en stærk faglig skole med den helt store force at skabe tryghed for alle i det nære miljø med lav klassekvotient og overskuelighed, siger skolesekretær Susanne Hangaard.
pm

(Foto: JCJ).