Ladywalk sætter deltagerrekord
4.500 kvinder er tilmeldt Ladywalk i Sønderborg
Der bliver trængsel omkring Vestermark og Hærens skydebaneterræn mandag den 27. maj mellem kl. 15.00 og 18.30 mandag, når Ladywalk for sjette gang afvikles i Sønderborg.
I år ventes der nemlig over 4.500 deltagere, og det er ny rekord.
"Det er et must for rigtig mange piger at være en del af Sønderborgs største havefest, og vi har igen rekord med ca. 300 flere end sidste år," siger Ruth Holm, formand for vandreforeningen Fodslaw Sønderborg, der er arrangør af Ladywalk i Sønderborg.
Alle deltagerne går i ens T-shirts, der i år har en frisk lyslilla farve, og med en sort rygpose med en kildevand og lidt godter i.
Der er indskrivning fra kl. 15.30. Når alle er mødt, holder borgmester Aase Nyegaard åbningstalen.
Efter opvarmning starter vandringen kl. 18.30 rundt i nabolaget af Kær By på ruterne, der er hhv. 7 eller 12 km.
På pladsen kan der købes grillpølser og sandwich samt vand og øl. På turen er der musik med Sønderborg Pipes and Drums og med Bosse4Brass.
Skulle nogen piger have glemt at tilmelde sig, møder man blot op på dagen og tilmelder sig. Der er lidt ekstra T-shirts og rygposer i årets farve. Kom i god tid. Ellers er det kun neutrale T-shirts tilbage. Der kan ikke betales med Dankort.
I alt i 2012 gik 38.800 piger i 10 byer over hele landet. Det gør samlet Ladywalk til Danmarks største endagsmotionsarrangement. Den store deltagelse har formået at skabe et overskud, så man hvert år har givet betragtelige beløb til organisationer, der støtter sygdomsramte kvinder. I år er Scleroseforeningen og Endometriose Foreningen udpeget til at modtage støtte.