Avedøre spiller finale
Med en smal 1-0 sejr i Næstved skal Avedøre vinde hjemme på lørdag for at forblive i Danmarksserien
Avedøre fik den bedst tænkelige start på denne lille overlevelsesturnering med en smal 1-0 sejr i Næstved. Målet blev scoret efter hjørnespark i kampens overtid af Nick Ilsø.
- Men det var det 17. hjørnespark til os, fortæller Jan Christensen, træner i Avedøre.
- At vi så skulle langt ind i overtiden for at få kampen afgjort, var vores egen skyld. Vi spillede en rigtig god 1. halvleg, hvor vi styrede kampen totalt og tilspillede os et hav af muligheder. Vi havde så ikke skarpheden, derfor måtte vi vente så længe før målet kom...
- Nu venter der en afgørende kamp for os kl. 13 på lørdag, hvor Holstebro gæster Avedøre Stadion. Vinder vi, og det skal vi, er vi fortsat i Danmarksserien. Vi er inde i en god stime, hvor vi nu har spillet 7 kampe uden nederlag, så hvorfor ikke tage nummer 8 med?
- Jeg håber spillerne er med på og har kræfterne til at gå på banen for at vinde. Vi skal koncentrere os om opgaven, der er så afgørende for os...