Familien Bergvold er frisk på to år i Esbjerg
Esbjerg fB har indgået en ny toårig aftale med Martin Bergvold.
Esbjerg fB har indgået en ny toårig aftale med Martin Bergvold, der i september i fjor kom til klubben fra FC København på en kontrakt indtil 30. juni 2013. Som en konsekvens af den fortsatte tilknytning til EfB bliver familien Bergvolds hus i Rødovre lejet ud, og hustruen Maria samt børnene Silke, fire år, og Matti, to år, flytter til Esbjerg.
"Jeg har haft det godt og været meget tilfreds med at være blandt gode mennesker i Esbjerg, og den samme oplevelse har min familie haft. Det bliver dejligt at få en mere rolig dagligdag, når vi får fast base i byen," siger Martin Bergvold.
Den 29-årige midtbanespiller med erfaring fra italiensk fodbold debuterede for EfB lige efter skiftet fra FC København, men var i efteråret ude i to måneder på grund af en meniskoperation. I foråret blev det til spilletid i flere kampe, også fra start.
"Meniskskaden ødelagde meget af efteråret for mig, men i foråret har jeg fået mere spilletid, og det er gået godt for både holdet og mig. Jeg prøver at gøre mit bedste, og så er det op til træneren at vurdere, hvor meget jeg skal spille," siger Martin Bergvold, der hidtil har spillet 12 kampe for EfB.
EfB's cheftræner, Niels Frederiksen, glæder sig over at forlænge samarbejdet med en velovervejet og rolig spiller og et menneske, der både på og uden for banen har noget at byde på.
"Som spiller er Martin rolig og dygtig på bolden, og han stresser ikke, hvilket er en meget værdifuld egenskab det centrale sted på banen, hvor han spiller. Desuden er han taktisk dygtig og placerer sig rigtigt både i boldbesiddelse og som stationsspiller. Og så er han defensivt godt skolet fra FC Københavns 4-4-2- organisation," siger Niels Frederiksen.
Han tilføjer, at Martin Bergvold spiller en position på den centrale midtbane, hvor der er hård konkurrence om spilletiden. Men inden en sæson med både ligakampe, pokalturnering og europæiske kampe vil der løbende blive brug for hans driftssikre og dygtige indsats.