Økonomiaftale 2014 i Region Sjælland
REGIONALT: Regionsrådsformand Steen Bach Nielsen og Region Sjællands øvrige repræsentanter i Danske Regioners bestyrelse, Jens Stenbæk og Flemming Stenild, tilslutter sig økonomiaftalen under forudsætning af, at de planlagte byggerier i regionen kan fortsætte som planlagt.
Ellers kan sygehusplanen ikke realiseres i det planlagte tempo, og det får konsekvenser for kvaliteten og patienterne.
Med den aftale, der netop er indgået for 2014, kan Region Sjælland iværksætte de planlagte byggerier i Nykøbing og Slagelse, men det afgørende for regionen er, at byggerierne også kan færdiggøres som planlagt.
- Vi lavede en aftale med den tidligere regering om at vi kunne realisere vores sygehusplan ved selv at investere godt 650 millioner kroner ud over de midler, vi fik fra Kvalitetsfonden. I forhandlingerne frem mod den aftale, der netop er indgået, er der rejst tvivl om hvorvidt denne aftale fortsat stod ved magt. Det forventer vi, at den gør og vi forventer, at regeringen klart og tydeligt tilkendegiver det, siger Regionsrådsformand Steen Bach Nielsen.
- Det er et faktum, at vi fik knap en milliard kroner mindre, end vi var berettiget til fra Kvalitetsfonden. Men det er også et faktum, at vi ikke kunne realisere vores sygehusplan uden at bygge ud og bygge om for vores egne penge. Vi har derfor været meget bekymret for at regeringen ville løbe fra aftalen om at vi kunne gennemføres vores sygehusplan med vores egne penge, tilføjer Jens Stenbæk, der også er næstformand i Region Sjælland.
Flemming Stenild, der ud over at repræsentere regionen Danske Regioners bestyrelse også er formand for Region Sjællands udvalg for Fremtidens Sygehus, er enig. Samtidig fastslår han, at økonomiaftalens intentioner om at reducere uligheder i sundhedsvæsnet vil få en slagside i forhold til Region Sjællands borgere:
- En ting er, at vi i Region Sjælland skal gennemføre vores sygehusbyggerier på andre og ringere vilkår, men det er afgørende for os, at vi kan fortsætte byggerierne i Slagelse og Nykøbing, så vi kan give alle borgere i Region Sjælland den bedst mulige kvalitet i sundhedsvæsnet.
pm