Fortsæt til indhold

Mick van Buren får tre år i EfB

Officielt: Som Lokalavsien kunne afsløre i sidste uge, har EfB indgået en aftale med den hollanske angriber Mick van Buren.

Arkiv
René Melnik

Så er det officielt. Esbjerg fB har indgået en treårig aftale med den hollandske angriber, Mick van Buren, der på en fri transfer skifter fra SBV Excelsior i Jupiler League.
20-årige Mick van Buren har i denne sæson scoret 13 mål i 27 kampe for nedrykkerne fra Æresdivisionen, der også røg til bunds i den næstbedste hollandske række, hvor intet af holdene dog rykkede ned. Excelsior har den tidligere danske landsholdsanfører, Jon Dahl Tomasson, som assistenttræner.
"Tidspunktet for at tage næste skridt i min karriere er rigtigt. Jeg er ung og kommer til en større klub på et højere niveau. Den danske liga minder om den hollandske, men er nok lidt mere fysisk, hvilket passer mig fint. Jeg kan blive stærkere af at spille i Danmark, og min ambition er at blive førsteangriber, score mål og blive en vigtig spiller for min nye klub," siger Mick van Buren i en pressemddelelse.
Han spillede i ungdomsårene i barndomsklubben Slikkerveer uden for Rotterdam og flyttede som teenager til Excelsior, hvor han afbrudt af en sæson i Feyenoord har været i fire sæsoner. Mick van Buren beskriver sig selv som en hurtig angriber med gode løbeaktioner og en veludviklet evne til at placere sig rigtigt i straffesparksfeltet.
Niels Erik Søndergård fra EfB's sportslige ledelse var i april i Holland for at følge andre spillere, men blev opmærksom på Mick van Burens iøjnefaldende kvaliteter i en kamp mellem Excelsior og Volendam. Siden har også assistenttræner Michael Pedersen og talentansvarlig Karsten Sejerup fået bekræftet det gode indtryk af den 1,84 m høje angriber ved at følge ham i Jupiler League.
EfB's nye cheftræner, Niels Frederiksen, har ved at følge Mick van Buren i en række kampe på video fået et godt indtryk af hollænderens spillemæssige kvaliteter.
"Mick van Buren er en fysisk stærk spiller, der godt kan lide at være de steder på banen, hvor det gør ondt på både modstanderne og ham selv. Hans tekniske afslutningsfærdigheder er gode, og han er tillige dygtig til at se spillet og kan deltage som stationsspiller op ad banen," siger Niels Frederiksen.
Mick van Buren er den anden 20-årige spiller, EfB indgår aftale med inden den nye sæson. For nylig siden underskrev Jeppe Andersen fra Vejle Boldklub Kolding en fireårig aftale.
"Jeg er interesseret i at arbejde med unge, energiske spillere, der gerne vil blive endnu dygtige. Men de aktuelle aftaler med de to spillere hænger lige så meget sammen med, at EfB er en klub, der bruger unge spillere og gerne vil videreudvikle og bringe dem videre. Nogle udvikler sig til at blive rigtig dygtige spillere på vores eget hold, og enkelte kan tage springet til større ligaer," siger Niels Frederiksen.
EfB vil fortsat være aktiv på spillermarkedet med henblik på at hente forstærkninger til truppen, først og fremmest til den bageste kæde.