Fortsæt til indhold

Fyldte en lastbil med tøj til Røde Kors

Arkiv
ark

Som Hvidovre Avis kunne berette for en uge siden, gik elever fra 5. klasse på Dansborgskolen på gaden med løbesedler og en opfordring til borgerne: Stil tøj ud til os - så samler vi ind og giver det videre til Røde Kors.
I fformiddags kom Røde Kors så med den store lastbil til Dansborgskolen for at afhente det tøj, eleverne fik samlet ind i onsdags.
- Vi fik fyldt en hel lastbil. Og jeg er meget imponeret over eleverne: De er i dén grad gået til den, fortæller HP Larsen, lærer på Dansborgskolen.
I det hele taget har Dansborgskolen fået fuld opbakning fra lokalsamfundet til deres ”Det gør godt at gøre godt”-projekt. Q8 og Statoil har stillet trailere til rådighed, otte forældre var med til at samle tøjet ind og hundredvis af borgere har stillet tøj ud i poser til afhentning.
- Her taler vi for alvor om bevægelsesundervisning, griner HP Larsen og fortsætter:
- Vores mål med projektet er, at eleverne skal lære, hvordan det mærkes indeni, når man gør gode ting. Et tankegang og et arbejde, der er grundlaget for hele foreningsdanmark og det frivillige arbejde, som så mange er afhængige af, siger læreren.
Også 4. og 6. klasserne har været i gang med projektet.
- Nogle har været i vuggestuer og børnehaver, andre har klippet hæk i kirken og nogle har hjulpet til med en udstilling på Hovedbiblioteket. Vi har også haft en række elever på Krogstenshave Plejehjem, hvor de handlede ind for de ældre, læste højt og bare tog en snak, siger Trine, der også er lærer på Dansborgskolen.