Tyveri fra kasseapparat hos Rema 1000
POLITI: Lørdag aften kl. 19.37 fik politiet en henvendelse fra personalet i Rema 1000 på Hundige Strandvej i Greve om, at to mænd havde taget fra kassen, men var blevet opdaget havde afleveret pengene retur.
Den ene havde afledt en ansats opmærksomhed ved at spørge om forskellige varer, medens den anden havde stjålet pengene fra et kasseapparat.
En ansat havde set dette og råbt op, hvorefter pengene blev smidt i butikken. De to mænd var herefter gået fra stedet og havde sat sig ind i en bil, der holdt i nærheden.
Politiet kørte hurtigt til området og fik oplysning om, at bilen var kørt fra stedet, men det lykkedes dog at finde den. I bilen befandt sig de to tyve – en 26-årig mand fra Albertslund og en 21-årig mand fra Greve – som blev anholdt og sigtet for i fællesskab at have stjålet penge fra kasseapparatet.
Begge anholdte blev søndag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Roskilde som sigtede for tyveri. Begge blev varetægtsfængslet til den 27. juni, idet begge var kendt for tilsvarende kriminalitet.
pm