Fortsæt til indhold

"I danskere smiler rigtig meget!"

Udveklingsstudenten Gabriele tager masser af ny viden og tolerance med sig hjem til Litauen

Arkiv
Arkiv

I løbet af litauiske Gabriele Juskaites år som udvekslingsstuderende på Hvidovre Gymnasium & HF, har hun samlet på både venner, viden og nye værdier.
Da hun kom til Danmark i august kunne hun ikke et ord på dansk, men nu taler hun sproget næsten flydende. Hun vil dog gerne blive endnu bedre: - Jeg taler altid dansk med min værtsfamilie, men min accent er desværre stadig ikke helt perfekt. Der er nogle ord, jeg bare ikke kan sige, fordi min tunge ikke er vant til de bevægelser, siger hun med et smittende smil.
Muligheden for at lære et nyt sprog var da også en af de motiverende faktorer, da Gabriele Juskaite besluttede sig for at rejse ud i verden som udvekslingsstuderende. Derudover ønskede hun sig et anderledes skoleår, samt at tvinge sig selv ud af sin tryghedszone og lære en ny kultur at kende.