Køge sikrer sine skoler mod vandskader
KØGE: Asgård Skole har som den første i Køge fået anlæg, som tilkalder hjælp ved brud på vandrør. Snart kommer turen til Borup Skole. Kommunen sparer millionbeløb ved at satse på forebyggelse.
Vand overalt. Ødelagte gulve, vægge og møbler. Sådan så der ud på Asgård Skole i Køge efter en ferie. En sulten mus havde gnavet hul på en slange, så vandet fossede ud, og fordi skolen var lukket, gik der tre dage, før skaden blev opdaget.
Men nu skal det være slut med de dyre vandskader på Asgård Skole og på de øvrige skoler i Køge Kommune. Kommunen sætter lækagesikringsanlæg op på de skoler, som har haft flest vandskader, og det første anlæg er netop blevet sat op på Asgård Skole.
- I Køge Kommune har vi valgt at arbejde med strategisk risikostyring. Det betyder, at vi har færre af de dyre forsikringer og i stedet bruger pengene på at forebygge skader der, hvor vi vurderer, at risikoen er størst - fx som her, hvor vi kommer vandskader i forkøbet. Risikostyring er noget vi alle tænker på i dagligdagen – og kan egentlig beskrives ganske kort: sund fornuft i god tid, siger Søren Bo Lyderik, som er risikokoordinator i Køge Kommune.
Sender SMS og slukker for vandet
Lækagesikringsanlægget måler konstant det daglige vandforbrug på Asgård Skolen. Hvis anlægget i skolens åbningstid registrerer et unormalt vandforbrug, sender det en SMS-alarm til servicemedarbejderen på skolen, og i lukketiden sørger anlægget både for afsendelse af SMS samt automatisk lukning for vandtilførslen.
Asgård Skole har haft flere store vandskader på grund af brud og lækager på vandrørene. Samlet har vandskaderne på skolen kostet i nærheden af 1,5 mio kr.
Ved at forebygge udstrømning af vand forventes anlægget at kunne spare kommunen for store erstatnings- og genopretningsbeløb, og skolen for de mange gener en omfattende vandskade medfører for den daglige drift.
Den kommende tid vil der blive indsamlet information og erfaringer med Asgård Skoles anlæg med henblik på at sætte lignende anlæg på andre skoler i kommunen. Næste i rækken er Borup skole. Skolerne er valgt ud fra erfaringer med tidligere vandskader på disse bygninger.
I kampen mod vandskader overvejer Køge Kommune også, at tage en mindre 'skybrudsalarm' i brug. Denne enhed kan tilsluttes lækagesikringsanlæg eller elektronisk tyverialarm, og give alarm i tilfælde af indtrængende eller opstigende vand.
pm