Beruset mand nægtede at gå hjem
Natten mellem fredag og lørdag blev politiet kaldt til Sdr. Havnegade for at tage sig af en ekstremt beruset mand. Da patruljen nåede frem fik de vækket manden som bestemt ikke var tilfreds med at blive vækket. Da han blev voldelig måtte betjentene tage fat i ham få at få ham ind i patruljevognen. Manden blev med en bøde i baglommen kørt til sin bopæl.
Få timer senere støder en anden patruljevogn på manden da han opholder sig på Shell på Vejlevej. Her fortæller han, at han er blevet overfaldet, men da han stadig er ekstremt beruset, og ingen synlige skader har, så vurderer betjentene, at han forveksler mødet med deres kollegaer tidligere på natten, med at være blevet overfaldet.
Manden bliver endnu engang sendt hjem i seng, og derfra hører politiet ikke mere fra ham.