Fogedaktion mod skyldnere i Køge og Stevns kommuner
POLITIAKTION: Lokalpolitiet i Køge afholder i næste uge - uge 27 - en fogedaktion rettet mod skyldnere i Køge og Stevns Kommuner.
Lokalpolitiet i Køge har allerede sendt breve ud til alle ”skyldnere” til fogedretten, hvor de har fået en frist på 8 dage til at få deres udestående klaret med fogedretten. Lokalpolitiet håber på, at disse tiltag vil få folk frivilligt til at henvende sig i fogedretten for at undgå en anholdelse.
Politiet vil opsøge skyldnere, hvor fogedretten har afsagt kendelse om assistance fra politiet til at frihedsberøve og fremstille en skyldner, fordi vedkommende er udeblevet fra et eller flere retsmøder i anledning af deres sag hos fogedretten.
Lokalpolitiet vil på dagen, hvor aktionen kører, besøge ca. 50 adresser, hvor skyldnere, der træffes enten f.eks. på bopælen eller på arbejdspladsen, kan forvente at blive frihedsberøvet og fremstillet i fogedretten for at klaret deres sag.
Lokalpolitiet i Køge har tidligere i dette forår afholdt to tilsvarende aktioner, hvor mere end 30 skyldnere blev frihedsberøvet og fremstillet i fogedretten.
pm