Fortsæt til indhold

Spillemand spillede så falsk, han blev smidt væk

Spritkørsel og indbrud også blandt døgnets begivenheder.

Arkiv
Rune Weitling

Klokken 10.40 torsdag formiddag sad der atter en spillemand og udgydede sine færdigheder for de forbipasserende. Det skete i Smedegade i Esbjerg, hvor 'musikken' tilsyneladende blev for meget for de omkringliggende butikker, så politiet måtte hidkaldes.
"Han blev bedt om at gå sin vej. Nu er jeg er ikke musikalsk som sådan, men det musik er mere end almindelig falsk," lyder det fra vagthavende.
Der har været indbrud i en villa på Havbakken klokken 9.30 torsdag morgen. Man har afmonteret en rude i en bagdør, men under indbruddet bliver man overrasket af en beboer i huset. Gerningsmanden stikker herefter af, og der er endnu intet signalement af vedkommende.

Der er begået hærværk på Nygårdsvej onsdag aften klokken 21.31, hvor en ophidset kvinde smadrede en rude i en lejlighed, som hun vel at mærke ikke bor i. Glas og andet fra ruden lander ydermere på en bil, der holder parkeret nedenfor, og den får dermed både buler og ridser.

Der har været forsøg på tyveri mellem den 2. juni klokken 18.30 og onsdag klokken 20.30. Det drejer sig om en blå Peugeot varebil, der holdt parkeret på havnen. Der er knust en rude, og man har rodet ved tændingslåsen, men det er altså ikke lykkedes at få gang i varebilen.

Der har været indbrud hos en virksomhed i Vesterhavsgade klokken 21.10 onsdag aften. To lokale mænd på 25 og 24 år er kommet ind via et ovenlys vindue, men de bliver - uheldigvis for dem - opdaget i deres foretagende og tilbageholdt. Det bliver de naturligvis sigtet og afhørt for. Den 24-årige mand havde desuden en for lang hobbykniv på sig, hvilket han også er sigtet for.

Klokken 17.44 blev en 52-årig mand standset på sin knallert 45 på Kvaglundvvej. Manden havde fået for meget at drikke og blev derfor taget med for at afgive en blodprøve.

På Ringen blev en 31-årig mand standset onsdag. Manden havde drukket for meget alkohol og blev derfor også taget med til en blodprøve.