Fortsæt til indhold

IT- hjemmehjælp til Køges ældre

Arkiv
Arkiv

KØGE: Køge Kommune har ansat en ny medarbejder, som skal hjælpe de ældre i gang med at bruge computer.
Det vil sikre, at ældre borgere får den nødvendige hjælp til at benytte de digitale selvbetjeningsløsninger fx via computeren derhjemme.
Det kan være svært at vænne sig til at bruge computer, hvis man er vokset op med fyldepen og skrivemaskine.
Køge Kommune har ansat en ny medarbejder, der skal komme de bekymrede ældre i møde, som har svært ved at bruge computere. Det sker efter at flere ældre efterlyser mere hjælp på IT- området og langt flere ansøgninger om offentlige ydelser foregår digitalt.
Den nye medarbejder skal hjælpe de ældre i gang på ældrecentrene og hjemme hos dem selv. De ældre skal især hjælpes til at få Nem-ID, lære at bruge de digitale selvbetjeningsløsninger og få formidlet kontakt til kommunen.
- Det har været vigtigt for mig, at især de ældre, som har svært ved IT, ikke blev glemt. Mange ældre mangler erfaringer med at benytte IT og for dem vil det især være svært at komme i gang uden støtte,' siger Randi Hansen (A), som er formand for Social – og Sundhedsudvalget
Køge Kommune tilbyder allerede i dag IT- kurser på bibliotekerne, men der har været behov for yderligere støtte.
- Der er også en gruppe ældre, som ikke har mulighed for at komme til IT- kurser på bibliotekerne. Derfor er jeg særligt glad for, at vi med den nye medarbejder får mulighed for at hjælpe de ældre i gang derhjemme. Vi tilbyder faktisk en IT-hjemmehjælp,' siger Randi Hansen (A).
Den nye medarbejder, som er klar til at rykke hjem til Køges ældre, er ansat under seniorjob -ordningen. Seniorjobberen har de faglige og sociale kompetencer til hjælpe de ældre, som har svært ved IT eller ingen erfaringer har med det.
Det er en fælles målsætning for regering, kommunerne og regionerne, at 80 procent af al kommunikation med det offentlige skal foregå via digital selvbetjening inden 2015. Køge Kommunes Borgerservice og Køge Bibliotekerne hjælper allerede i dag med mere medbetjening og hjælp til selv at kunne kommunikere med det offentlige.
Digital selvbetjening giver borgerne mulighed for at søge boligsikring eller anden støtte også udenfor kommunens åbningstid.
IT – hjemmehjælpen har base på rådhuset. Han træffes på telefon 2345 6785.
pm