Fortsæt til indhold

Bror løsladt

Arkiv
ark

Selvom der er lukkede døre ved retsmøder i sagen om den 22-årige mand fra Hvidovre, der i foråret blev dræbt under et masseslagsmål, har anklagemyndigheden ved Vestegnens Politi i dag bekræftet, at den ene sigtede bror nu er løsladt.

Det drejer sig om en 32-årig mand, der i forbindelse med en fristforlængelse af varetægtsfængslingen blev løsladt. Den 32-åriges to brødre, en mand på 26 år og en mand på 36 år, er begge stadig fængslet.

- Jeg kan bekræfte, at en af de sigtede er løsladt. Mere kan jeg ikke sige af hensyn til dørlukningen, siger sagens anklager Natalja Lindberg til bt.dk.

Alle brødre har nægtet sig skyldige, og alle tre er sigtet for manddrab.

Drabet skete, da den 22-årige blev stukket ned under et slagsmål på parkeringspladsen ved Avedøre Idrætscenter den 23. april.
Politiet arbejder udfra teorien om, at den 22-årige blev stukket med en kniv. Ingen af de tre brødre er kendt af politiet i forvejen. De er alle lokale.