Randers er blevet et sandslot
Det ser ud til at stort set alle kan drage fordel af EM i Beachhandball. De erhvervsdrivende, caféerne og hotellerne melder om øget omsætning og glade turister. Et rykind der fylder alle fire hoteller i Randers midtby skaber god sommerstemning
Normalt er juli for nedadgående når man kigger på turisme i Randers og belægningerne på byens hoteller. Men det har Beach Handball i år lavet om på. Alle hoteller er booket, og det giver ekstra arbejde til stuepigerne – blandt andet på Scandic Hotel Kongens Ege. Her tager det med spillerne som gæster ekstra fem-ti minutter at gøre et værelse rent.
”De slæber rigtig meget sand med hjem. Og fordi de kommer og går i løbet af dagen, bliver det rigtig meget sand”, fortæller oldfrueassistent Tasja Gammelgaard. Sammen med de andre stuepiger Helen Hjatardottir og Sara Møkel har hun haft nok at se til siden starten 5. juli.
”Men det er dejligt med ekstra liv”, siger Sara Møkel.
Det er vi ikke så vant til. Det er dejligt, at der sker noget omkring os”, siger hun og smiler.
De to andre Tasja og Helen nikker anerkendende.
”De bor sådan mere camp-agtigt end andre gæster vi har. Og så roder de også meget mere – de har slæbt rigtig mange ting med”, supplerer Tasja.
De rosende ord fra både borgere, den europæiske beachhandball verden og tilrejsende vil ingen ende tage. Randers har med EM i Beach Handball for alvor slået sit navn fast som Beach by.
Hotellerne i Randers melder alt optaget – midtbyen summer af liv – og der er fuldt hus på centercourt, når de danske kvinder og herrer er i kamp. Så er andre ord vel nærmest overflødige. Hos Eventsekretariatet er man glade for at arbejdet med turneringen er lykkedes.
”Vi har fået en del tilkendegivelser fra både borgere og forretningsdrivende i Randers. De giver udtryk for art det er dejligt med ekstra liv i byen”, fortæller Mette Bertelsen fra Eventsekretariatet.
Hun bakkes op af EHF – Det europæiske håndboldforbund. De har udnævnt Randers til at være en af Europas bedste beach-byer.
Randers City Beach har det fineste sand og en god beliggenhed. Afviklingen af EM-turneringen kører på skinner, og der er en fantastisk stor opbakning til turneringen, lyder det fra EHF.
Spillere og officials og trænere er alle indlogeret på hoteller, og der er derfor på enkelte værelser lavet ekstra opredninger. Men generelt opfører de sig pænt lyder det fra alle hotellerne.
”Det er søde og rare mennesker alle sammen”, fortæller Jeanette Madsen, receptionist på Hotel Randers.
”Og vi har slet ingen klager fået over maden heller”. Hun smiler.
På Stephansen Hotel synes Stig Stephansen, at det har været et rigtig dejligt bekendtskab – her har en del officials haft til huse under EM.
”Vi har normalt ferielukket i disse tre uger i juli, fordi der næsten ingen overnattende turister er i byen. Så 60 overnatninger kunne vi jo ikke sige nej til. Og så synes jeg, at det er dejligt, at der for en gangs skyld sker noget i Randers”.
Han kunne dog godt ønske sig at man fra Eventsekretariatets side var lidt mere informerende omkring EM – i særdeleshed op til begivenheden.
”Jeg synes faktisk at Randers er en utrolig dårlig fungerende by med hensyn til turisme. Når du kigger på Århus har de 7.000 beskæftiget med turisme. Randers er cirka ¼ så stor, så vi burde have omkring 2.000 beskæftiget her i byen – det er der da langt fra”, lyder hans kritik.
Han kunne godt tænke sig at der skete lidt mere omkring havnen, som der gør nu med Beachfestival, og at der var mere liv i midtbyen.
”Hvis du ser mod Silkeborg så har vi jo ikke nær det antal caféer, som de har der”.
Ikke slut endnu
Nu er Beach Handball EM ovre og man kan forvente, at der kommer endnu et mesterskab i fremtiden. Nu er det tid til at Volleyfolket tager over. Her er der dog lidt mere stille omkring hotellerne – endnu. Ingen af hotellerne har endnu fået bookinger til de to stævner, der er planlagt i de kommende uger.
Morten Arvidsson forklarer:
”Det er mindre hold og færre deltagere der kommer til byen. Og så er der først sidste tilmelding onsdag i denne uge – altså dagen før stævnet starter. Det er lidt mere laid back med vollyfolkene. De vil gerne lige se om der er skader eller hvordan vejret er, før de melder sig til”.
Så selvom der ikke er synderligt meget meldt ud endnu kommer det, når turneringen går i gang torsdag. Spillere fra Norge, Sverige, Tyskland, Danmark, Polen og Island vil indtage banerne på Tronholmen. Hele set-uppet fra EM bliver stående og Morten Arvidsson håber, at der bliver stor opbakning til Randers EDC Beachvolley Festival og Danish Beach Volley Tour, der følger efter.
”Vi håber også at stemningen vil være der til volleykampene, og at publikum bakker lige så meget op”, siger han.
Der forventes en tilslutning på mellem 3-400 spillerne til stævnerne, der finder sted dels 16.-18. juli, 20.-21. juli og igen 10.-11. august.