Fortsæt til indhold

Nyd madpakken med storslået udsigt

Arkiv
Arkiv

FAXE: Nu bliver det en endnu større fornøjelse at besøge Faxe Kalkbrud. Faxe Kommune begynder nemlig nu opførelsen af et såkaldt madpakkeshelter.
Et hus, hvor man fremover kan nyde sin medbragte mad i tørvejr, med panoramaudsigt over Faxe Kalkbrud.
Det nye madpakkeshelter får plads til op mod 60 gæster og kommer til at ligge på plænen mellem Faxe Vandrehjem og Kanten.
- Nu får vi et endnu bedre tilbud til alle de mange som hvert år besøger Faxe Kalkbrud. Det gælder ikke mindst skoler, institutioner og de mange turister og friluftsfolk, der kommer hertil for at nyde de unikke muligheder, fortæller Martin Hillerup, som er formand for Erhvervs- og Kulturudvalget i Faxe kommune.
Det nye madpakkeshelter er en del af en samlet plan for området.
- Vi arbejder målrettet på at skabe mere liv og dynamik i området omkring Faxe Kalkbrud, Kanten og Faxe Vandrerhjem. Der vil snarest muligt åbne nye offentlige toiletter ved vandrerhjemmet og med Prismet får vi en ny, flot udsigtsplatform, forklarer Martin Hillerup.
Den nuværende trampesti mellem Faxe Vandrerhjem og Kanten vil blive forbedret i efteråret 2013.
På sigt vil andre stier og trapper også blive op-graderet, så det bliver lettere at færdes i og omkring Faxe Kalkbrud.
pm