Esbjerg smadrede Fjelsted ud af Korskroen
Esbjerg slog Fjelsted med hele 18 point og overtager førstepladsen i ligaen. Esbjergs styrke og Fjelsteds alternative opstilling er forklaringen på det overraskende resultat, lyder det.
De fleste havde nok på forhånd ventet et tæt opgør mellem de top tophold i Dansk Metal Speedway League, Esbjerg Motorsport og Team Fjelsted. Men da de sidste kørere kørte over stregen på Korskro-banen i Esbjerg stod det klart, at topopgøret langt fra blev så nervepirrende som ventet.
Esbjerg, der inden matchen lå på andenpladsen, slog nemlig Fjelsted med hele 18 point med cifrene 52-34. Det betyder, at Esbjerg overtager førstepladsen i ligaen.
"Vi satte dagsordenen i dansk speedway og viste hvem, der er bedst. Vi blæste Fjelsted ud af Korskro," siger Ib Pedersen, holdleder i Esbjerg.
Undren over valg
Forklaringen på vestjydernes store nederlag er ifølge begge klubber todelt. For dels var Esbjerg flyvende, men Fjelsted var desuden også nødsaget til at stille et alternativt hold.
Fynboerne måtte nemlig undvære deres holdkaptajn Peter Kildemand, og i stedet for en direkte erstatning stillede Fjelsted med C-kørere.
"Jeg havde frygtet, at det gik sådan her i dag. Men jeg kunne ikke skaffe en B-kører," siger Morten Svendsen, holdleder i Fjelsted.
Hos Esbjerg undrer man sig over Fjelsteds valg.
"Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke har brugt mere tid på at finde en B-kører. Men måske havde de lagt sig ned inden matchen," siger Ib Pedersen.
Esbjerg-holdlederen var naturligvis meget glad for det resultat, der sender hans hold til tops. Særligt Esbjergs danske kørere får stor ros for deres indsats.
"Steen Jensen var god og kører sin bedste match for Esbjerg nogensinde. Mikkel Bech og Rene Bach kører også fantastisk og kunne lige så godt være med i landsholdstruppen," siger han.
Foruden de to point for sejren sikrer Esbjerg sig også et godt udgangspunkt til de to klubbers næste opgør, hvor bonuspointet efterfølgende fordeles. Og meget skal gå galt, hvis det ekstra point ikke ender i Esbjerg.
"Det burde vi ikke kunne sætte over styr," siger Ib Pedersen. En vurdering, som Morten Svendsen er enig i.
"Det, der ærger mig mest, er, at bonuspointet ser umuligt ud," siger han.