Publikumsvenlige entrepriser til SEAS NVE Park
FODBOLD: HB Køge har vedtaget entrepriserne til divisionsfodbold på SEAS NVE Park for den kommende sæson 2013/14.
I den kommende sæson kan voksne komme til fodbold på SEAS-NVE Park for bare 50 kr., mens pensionister blot skal betale 30 kr. for en entrébillet. Og som noget helt nyt kommer alle børn i alderen 0-15 år gratis ind.
- Vi vil gerne gøre det til en familiebegivenhed at gå til fodbold på SEAS-NVE Park, og med de nye billetpriser giver vi børnefamilierne langt bedre mulighed for at tage afsted sammen. Vi har også valgt at gøre det gratis for alle børn og unge i alderen 0-15 år, og det skyldes, at de unge fans er vigtige for os. I foråret kørte vi et forsøg med fribilletter til kommunens folkeskoler, og vi kunne se at de unge mennesker virkelig gerne vil til fodbold, siger HB Køges adm. direktør Søren Colding til www.hbkoge.dk.
Til den kommende sæson kan man også sikre sig et sæsonkort til kr. 400 for voksne og 200 kr. for pensionister. Giver man 200 kr. mere får man en HB Køge trøje med i prisen.
Sæsonkortene gælder til HB Køges 17 hjemmekampe i NordicBet Ligaen og kan allerede nu købes hos Svaneshoppen og i HB Køges administration på Vordingborgvej 124 i Herfølge.
Billetter til HB Køges hjemmekampe kan købes online via www.hbkoge.dk eller på kampdagen i billetboden ved SEAS-NVE Park.
pm