Trafikkaos i Køge
Kør hjemmefra i god tid på mandag og i hele sommerperioden, hvis du skal igennem Køge i myldretiden. Toldbodvej er spærret ved Havnen til Strandvejen fra mandag d. 24. juni – søndag 25. august. Der graves for Køges fremtidige fjernvarme.
KØGE: Vi kan ligeså godt indse det. Der bliver ekstra pres på Ringvejen i myldretidstrafikken i Køge de næste par måneder.
Toldbodvej spærres i begge retninger fra Havnen til Strandvejen. Kun beboerkørsel til og fra områdes tillades. Gule skilte vil markere en omkørselsrute via Ringvejen og Sdr. Viaduktvej. Forvent derfor ekstra lang køretid, hvis du er i bil gennem Køge i myldretiden i perioden.
Spærringen skyldes, at Køge er ved at få lagt fjernvarmerør. Fjernvarmearbejdet kan desværre ikke ske uden at besvære Køges borgere eller pendlere.
Sammen med Køge Fjernvarme gør vi, hvad vi kan for at minimere ulemperne. Derfor bliver arbejdet også udført i sommerferieperioden, hvor trafikken alt andet lige er mindre.
- Gravemaskiner som larmer og lukkede veje er aldrig sjovt, men når jeg ser dem, så ved jeg, at de er med til at udvikle Køge og sætte gang i lokale arbejdspladser. Fjernvarmeprojektet er et de mest ambitiøse energiløsninger i Køge nogensinde. Der er tale om fremtidssikret og billig varme, som vil komme rigtig mange beboere, skoler og institutioner til gode, når vandet begynder at strømme gennem rørene inden længe. Det bliver rigtig godt, siger Teknik- og Miljøudvalgsformand Erling Larsen (A).
Fjernvarmen leveres af Køge Fjernvarme, som en del af Vestegnens Krafvarmeselskab, VEKS. Læs mere om hele fjernvarmeprojektet på: www.koegefjernvarme.dk/da.
Selve entreprenør- og rørarbejdet udføres af Aarsleff/Wiotec I/S, og i forbindelse med lukningen af Toldbodvej har entreprenøren oprettet en vagttelefon 2019 9721.