Fortsæt til indhold

150.000 fotos fra det gamle Randers

Med stor ihærdighed har medarbejdere på Randers Lokalhistoriske Arkiv i årevis sorteret, skannet og registreret et hav af fotos og negativer

Arkiv
Arkiv

Det er den kendte fotograf Johannes Sylvestersens samling af historiske fotos (taget 1943 til omkring 1980) fra Randers, der er blevet digitaliseret og registreret, så det fremover bliver meget lettere at finde rundt i de gamle fotos, både for arkivets personale og for de mange besøgende på arkivet.
Intet er nemlig så populært blandt indfødte randrusianere som gamle fotografier med lokale motiver fra byen, så takket være det store - og spændende – arbejde med hele 150.000 negativer, får borgerne nu lettere adgang til billeder fra det gamle Randers.
Endnu er det ikke muligt for Randers-borgere at se billederne fra deres egen computer hjemme i stuerne, men arkivets medarbejdere forsøger at vise billederne i så mange sammenhænge som muligt for eksempel i særudstillinger, ved specialarrangementer, på hjemmeside med videre, og det er i arkivets åbningstid altid muligt at efterspørge bestemte motiver.
Hver enkelt negativ har været i hænderne på en af arkivets medarbejdere og er nu pakket ned i syrefri æsker, så alt det originale materiale ligger bevaret til eftertiden på den bedst tænkelige måde.
Ud af den store samling er omkring 27.000 negativer registreret i arkivets registreringssystem.

Fem års arbejde er omsider slut

Allerede i 2008 blev arbejdet med at bevare billedmaterialet sat i gang ved hjælp af en stor bevilling fra Randers Kommune.
I vinteren 2010/2011 præsenterede Randers Lokalhistoriske Arkiv et udpluk af billederne fra Johannes Sylvestersens samling. Det skete i Museum Østjyllands særudstilling ”Fremkaldt – Randers i 50’erne”, der blev et sandt tilløbsstykke.
Eksempler på, hvad der findes i denne samling, kan derfor ses i fotobogen med samme titel. Bogen kan læses eller købes på Museum Østjylland samt lånes på biblioteket.
Randers Lokalhistoriske Arkivs magasiner i kælderen under Kulturhuset bugner af et endnu ukendt antal positiver og negativer, der viser byens udvikling igennem de sidste 150 år. Et forsigtigt skøn siger godt og vel en million fotografier.
Digitaliseringsprojektet fortsætter, da der under arbejdet med billederne både er indkommet nye samlinger fra professionelle fotografer og amatører. Det er et uvurderligt materiale for arkivet - og for kommende generationer!