Køge skruer op for arbejdet med at skabe tryghed
Forebyggende rådgivere hjælper børn og voksne
KØGE: Køge Kommunes forebyggende rådgivere støtter børn og voksne med at tackle bekymringer og problemer i opløbet.
Deres arbejde er at give råd og bistand til børn, forældre og professionelle på skoler, daginstitutioner eller Sundhedstjenesten. Indsatsen skal sikre børn en god opvækst og undgå at børnene kommer ud af kurs og måske i en kriminel løbebane.
Hvad gør man, når et barn er begyndt at stjæle? Det kan være svært at vide som forældre eller skoleansat. På den anden side kan det også være svært for et barn at vide, til hvem eller hvornår der skal fortælles om problemerne derhjemme eller med skolelæreren.
Blandt andet derfor har Køge Kommune ansat forebyggende rådgivere, som skal komme de bekymrede lærere, pædagoger, forældre og børn i møde med dialog - og vejlede i, hvordan bekymringer og problemer kan løses eller hvor de kan søge om yderligere hjælp.
- Vi møder ofte voksne og børn med bekymringer, som befinder sig i nogle gråzoner, hvor de ikke ved, hvad der skal gøres. Vi hjælper dem med at komme frem til svar på deres gængse hv-spørgsmål. F.eks. spurgte en lærer mig om, hvordan hun skulle håndtere en far, der lugtet stærkt af alkohol, hver morgen, når barnet skulle afleveres i daginstitutionen, siger Maj-Britt Andersen, som er forebyggende rådgiver på Ellemarkskolen samt tilhørende daginstitutioner.
De forebyggende rådgivere lægger vægt på, at det er forældrene, som er eksperterne i deres liv og børn.
- Vi er kun i børnenes liv et kort øjeblik. Forældrene har været i børnenes liv længe før og vil være der længe efter os. Vi skal hjælpe forældrene til at komme på banen og finde individuelle løsninger på udfordringer i deres familieliv. Det som virker for den ene familie, virker ikke for den anden familie, forklarer Signe Høgh Hansen, som er forebyggende rådgiver på Søndre skole, Lellinge skole og Vemmedrupskolen samt de tilhørende daginstitutioner.
De forebyggende rådgivere kommer fra Køge Kommunes Familierådgivning. Ordningen, som startede i 2011, har været en stor succes og er i år blevet udvidet, så nu er rådgiverne til stede på alle Køges skoler og dagtilbud med nogle faste dage om ugen.
Alle børn, unge, forældre og ansatte i Køge Kommunes skoler og dagtilbud kan kontakte de forebyggende rådgivere.
Ingen bekymringer omkring dit barn eller elev er for store eller for små til rådgivning.
Kontakt din lokale skole eller daginstitution og få at vide, hvornår de forebyggende rådgivere har træffetid hos jer. Eller ring til Familierådgivningen på tlf. 5667 2358.
pm