Lavtstående sol måske årsag til trafikuheld
SOLRØD: Tidligt tirsdag morgen, kl. 04.42, fik politiet melding om et færdselsuheld, hvor en lastbil med sættevogn var væltet om på siden.
Det viste sig, at den 52-årige chauffør fra København S ved et afmærket vejarbejde og under kørsel med lav hastighed var forulykket måske på grund af blænding af en lavtstående sol.
Godset i sættevognen bestod af flere typer farlige stoffer, der kunne udgøre en fare ved lækage. Politiet afspærrede derfor hele motorvejen og ledte trafikken via afkørslen tværs over Cementvej og ned på motorvejen igen – med store kødannelser til følge.
En kemikalieberedskabsvagt assisterede det lokale brandvæsen i vurdering af farligheden af godset.
I løbet af formiddagen har politiet lukket op for flere vognbaner på motorvejen, idet lastbilen og godset først bjærges i løbet af eftermiddagen/aftenen, når trafikbelastningen er aftaget.
Chaufføren slap uskadt fra uheldet og kunne kravle ud af den væltede lastbil.
pm