Prøv en elcykel
KØGE: Har du lidt for langt til arbejde til at du magter at cykle, eller mangler du bare følelsen af medvind på cykelstien? Så har du nu muligheden for at få et ekstra skub med på vejen.
Til og med oktober måned udlåner Køge Kommune en håndfuld elcykler, som du kan låne gratis i op til to uger ad gangen. Udlånet foregår gennem Det Grønne Hus i Køge.
Store afstande og det drilske danske vejr betyder dog, at mange vælger bilen frem for cyklen.
En elcykel kan være et godt alternativ, hvis man f.eks. har lidt for langt til arbejde til at det er overskueligt at cykle. For mange er en elcykel en stor investering. Derfor kan det være en god idé at prøve en elcykel, inden man går ud og køber en.
Køge Kommune vil gerne motivere flere borgere til at tage cyklen. Derfor har kommunen investeret i tre elcykler, som borgerne kan låne gratis for en periode på to uger.
Kom flyvende på arbejde
Under dette års 'Vi cykler til arbejde'-kampagne blev elcyklerne lånt ud til deltagerne. En af dem, der tog imod tilbuddet om at låne en elcykel, var Nina Brandt.
Nina Brandt arbejder til dagligt på Køge Sygehus og har 9 km til arbejde. Normalt plejer cykelturen at være en overvindelse – særlig i dårligt vejr.
Men på elcykel kunne end ikke lidt regn og blæst få Nina til at vælge bilen.
- Før jeg prøvede en elcykel skulle der meget til for at komme op på cyklen i regnvejr eller blæst. Nu glæder jeg mig til at cykle - uanset vejret, siger Nina Brandt.
Efter at have lånt en af Køge Kommunes elcykeler har Nina Brandt nu købt sin egen elcykel, så hun kan være godt kørende uanset vejr og vind.
Man kan booke en elcykel hos Det Grønne Hus, Vestergade 3C i Køge.
pm