2-0
Jeppe Kjær scorede begge mål mod Lyngby
FODBOLD: HB Køge åbnede torsdag aften sæsonen 2013/14 i Nordicbet Ligaen med en hjemmekamp på SEAS NVE Park mod Lyngby Boldklub.
Og hvilken premiere "Svanerne" fik. Efter en fornem indsats, hvor holdetbåde spillede bedst og skabte flest chancer kunne Per Frandsens tropper trække sig tilbage med en fortjent sejr på 2-0 fordelt med et mål i hver halvleg.
Dagens store HB Køge helt blev lille Jeppe Kjær, der scorede begge mål.
Det første faldt ca. midtvejs i første halvleg, hvor han i feltet modtog bolden fra debutanten Delphin Tschiembe, dreede rundt og bankede bolden i nettet uden chance for Lyngby målmanden Nicklas Højlund.
Den anden scoring faldt i kampens næstsidste ordinære minut - og var et kontraangreb i meget høj klasse. Jeppe Kjær erobrede bolden fra en Lyngby-spiller nede ved eget straffesparksfelt, og satte herefter i raketfart over en halv banelængde mod Lyngby-målet. Ved straffesparksfeltet brugte han Lee Rochester Sørensen som bande inden han afdriblede Lyngby-keeperen og cementerede HB Køge-sejren.
HB Køge fik dermed sin første sejr over Lyngby i de to klubbers syvende indbyrdes møde.
HB Køges næste kamp spilles på torsdag den 1. august på udebane mod Marienlyst.