Tyveriforhold fra Stevns opklaret
Arkiv
TYVERI: Politiet standsede onsdag middag kl. 12.15 en bil på Ringvejen ved posthuset i Køge for rutinemæssig kontrol af køretøjet og de to mænd, som var i bilen.
Begge mænd – en 23-årig fra Lille-Skensved og en 20-årig fra Køge – var kendte af politiet, og ved en ransagning af bilen fandt politiet en printer, en lommeregner og et digitalkamera, som de ikke kunne redegøre for.
Den 20-årige erkendte, at han stod bag et indbrud i Stevns-området, hvor han havde stjålet effekterne.
Politiet beslaglagde effekterne med henblik på udlevering til rette ejer, når denne via politiets efterforskning bliver udfundet.
Den 20-årige vil senere høre nærmere fra politiet, når tyveri-forholdet skal afgøres.
pm