Trafikulykke lukkede Vestmotorvejen
POLITI: Politiet fik tirsdag aften kl. 18.52 melding om et færdselsuheld på motorvejen i vestlig retning mellem Borup og Ringsted. En varebil, hvis fører skulle være fastklemt, var stødt sammen med en lastbil.
Politiet kørte til uheldsstedet, og redningsarbejdet bevirkede, at politiet måtte lukke motorvejen for færdsel i vestlig retning ved Borup-afkørslen.
En 47-årig mand fra Ugerløse kørte i en varebil mod vest, men bemærkede for sent, at den forankørende lastbil med anhænger ført af en 26-årig mand fra Fårup bremsede op.
Lastbilchaufføren havde bemærket nogle forulykkede køretøjer længere fremme. Varebilen stødte derfor sammen med lastbilens anhænger. Der skete materiel skade på de implicerede køretøjer.
Føreren af varebilen, der ikke var egentlig fastklemt, blev indbragt til skadestuen og var sluppet fra uheldet med diverse knubs.
Ved 20.00-tiden var der igen fri passage på uheldsstedet efter oprydning m.v., oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
pm