Fortsæt til indhold

Inklusionsindsats skal ikke betyde mere papirnusseri

Arkiv
Arkiv

KØGE: - Jeg bliver tosset, hvis inklusionspengene bliver brugt på papirnusseri.
Så markant er udmeldingen fra Jacob Mark, der er byrådsmedlem for SF og medlem af Børne – og Ungdomsudvalget i Køge.
Køge Kommune iværksatte i 2012 en storstilet indsats for at inkludere flere børn i almenundervisningen. Indsatsen medbragte en inklusionspolitik samt et tocifret millionbeløb, som skolerne skulle bruge til at i gang sætte initiativer for til at inkludere mere. Nu er Jacob Mark bekymret for, om pengene bliver brugt rigtigt.
- Det er fuldstændigt afgørende, at pengene bliver brugt på ressourcepersoner. Det var det vi blev enige om. Ressourcepersonerne skal være lærernes forlængede arm, når de behøver hjælp, og ikke nogle man skal skrive ansøgninger for at få hjælp hos.”
Mange af skolerne har på baggrund af den vedtagne inklusionspolitik besluttet at ansætte nyt personale til et såkaldt ”ressourceteam.”
Jacob Mark er bange for ressourcepersonerne bliver for utilgængelige for lærerne.
- Ressourceteams er til for lærerne og eleverne. De er ikke til for sig selv. Derfor er det vigtigt, at de står klar når en lærer behøver hjælp og ikke har sagsbehandlingstider. Ressourcepersonerne er hjælpepersoner og ikke konsulenter.
Børne - og Ungdomsudvalget følger løbende op på inklusionsindsatsen, og Jacob Mark er trods sin skepsis fortrøstningsfuld.
- Jeg ved godt, at skolerne allerede løfter en kæmpe opgave. Det er slet ikke fordi, jeg skal skyde med løst krudt. Det værste jeg kunne forestille mig er bare, at den her indsats fører til mere bureaukrati.