Vi er hele tiden foran
Det er en af de ingredienser i opskriften på succes, ifølge Jan Rasmussen, indehaver af Dansk Digital Lab i Helsted. For selvom mange i fotoverdenen har modvind, synes det lille firma i Helsted at have medvind
”Vi ved godt, at det går den forkerte vej, hvis man tænker på os som fotovirksomhed, men så skal vi jo bare tænke den anden vej, så vi tilbyder det, kunden gerne vil have. Vi udvikler hele tiden vores sortiment med det, fotograferne ikke selv kan”, siger Jan Rasmussen, indehaver af Dansk Digital lab siden 2007.
I Helsted er der ingen store facader. Og hvis man ikke lige ved, at her ligger det eneste laboratorium i Danmark, der laver sort/hvide billeder med den nyeste laserteknik med forstørrelser på op til 50x80, ja så kører man bare forbi.
2007 var året, hvor han købte virksomheden af sin tidligere chef. Da hed firmaet Dansk Farvefoto, og havde eksisteret siden 1983. Jan havde masser af idéer til, hvordan tingene kunne gøres bedre og fremtidssikres lidt mere.
”Så jeg startede med at skifte maskinparken ud”, kommer det promte fra Jan Rasmussen.
”Jeg overtog kundedatabasen, og så er det bare gået stødt fremad siden”.
Det første år tog Dansk Digital Lab et kæmpe spring i væksten, og siden er det kun gået fremad. De startede i lejede lokaler lige udenfor Silkeborg og flyttede til Helsted i 2009.
”Lokalerne var lige store nok, men den overskydende plads har vi hurtigt fået fyldt ud i takt med at vi har udvidet vores opgaver og sortiment overfor kunderne”, siger Jan Rasmussen.
Husets ydre snyder for indenfor hos Dansk Digital Lab, er der masser af farver og fotos – her er det helt rigtige lys, så man kan se, om det er de rigtige farver, der er kommet ud på det færdige produkt. Det er også derfor, at Jan Rasmussen har investeret i det nyeste og verdens bedste printere af farve, sort/hvid og dobbeltsidet farve til i alt 4½ million kroner.
”Det nytter jo ikke noget, at billedet ikke ser nøjagtig sådan ud, som fotografen vil have det. Derfor er det også vigtigt for os at have det bedste udstyr, så vi kan levere den bedste kvalitet og selvfølgelig den bedste service”, siger indehaveren med et smil.
Han er selv uddannet fotohandler og har taget den teoretiske fotouddannelse ”HND – Higher National Diploma in Photography and Design” i London.
”Jeg tror på mit koncept, fordi vi kan levere det folk efterspørger. Så selvom mange ting bliver nemmere for folk og de professionelle fotografer, er der altid nogle, der vil have det bedste. Alle kan printe selv, men ikke i den kvalitet, som vi kan. Det er også for dyrt for de professionelle fotografer at investere i udstyret selv”, siger Jan Rasmussen.
Og det er her Dansk Digital Lab kommer ind i billedet – så at sige.
Business to business
Dansk Digital Lab servicerer udelukkende andre virksomheder – altså fotografer og lignende. Og her er der sæson i efteråret. Så er det tid til de populære skole og institutionsgruppebilleder, og her kalder Jan Rasmussen to ekstra mand ind. Da Jan Rasmussen købte virksomheden talte den kun ham selv samt to ansatte det første efterår – hvilket svarede til 1½ medarbejder udover Jan. Siden er flere kommet til, så firmaet i dag har 4½ medarbejder samt to i efteråret udover Jan selv.
Jan Rasmussen har et svar på, hvorfor det mon er gået fremad for firmaet trods finanskrisen, som han selvfølgelig også har kunnet mærke.
”Det er en stor udfordring. Men alt hvad der er tjent ind, er gået til investeringer – altså tilbage til firmaet efter at jeg selvfølgelig har trukket løn til mig selv. Jeg havde faktisk troet, det ville gå lidt hurtigere end det gør, men så kom krisen jo”, fortæller Jan Rasmussen.
Men det går fremad, og Jan tror, at væksten også skyldes, at firmet har et godt ry i branchen. Flere nye kunder fortæller, at de har fået firmaet anbefalet af andre, og det er jo som bekendt den bedste anbefaling man kan få. Dansk Digital Lab har kunder fra hele landet.
”Jeg har den holdning, at folk skal være tilfredse. Hvis en fotograf ikke er tilfreds med produktet, så kan vi jo heller ikke være det. Derfor ligger det os meget på sinde at yde det optimale i forhold til kunderne”.
Derfor sidder folkene også bag højkvalitetsskærme og billedbehandler alle fotos.
Dansk Digital Lab servicerer udelukkende andre virksomheder – altså fotografer og lignende. Og her er der sæson i efteråret. Så er det tid til de populære skole og institutionsgruppebilleder, og her kalder Jan Rasmussen to ekstra mand ind. Da Jan Rasmusse
Det er dog ikke kun firmaer, der kan få adgang til den nyeste teknologi hos Dansk Digital Lab. Private kan via hjemmesiden fotogaven.dk bestille næsten samme produkter som de professionelle.
”Vi vil selvfølgelig gerne tilbyde privat de bedste fotos også, og her kan vi jo sagtens matche de private fotoprintere. Jo, man kan godt selv printe derhjemme, men hvis du skal have printet flere fotos, så bliver det dyrt i farvepatroner”, siger Jan med et smil.
Flere og flere benytter sig også af muligheden for at få det bedste feriefoto, det bedste børneportræt eller bare det bedste skud forstørret på et lærred, eller canvas som de professionelle kalder det. Og denne trend ser ikke ud til at blive mindre. Man kan således for kun en tusse få sit ynglingsfoto op på 70x100 cm. Kan mindre gøre det er der de populære mål 30x40 – som er lidt større end A3.
Hjemmesiden fotogaven.dk synger dog på sidste vers- for Jan Rasmussen tænker endnu engang fremad.
”Vi skal lidt bredere ud nu, kan jeg mærke. Derfor tager vi hele Norden med og tilbyder os både til professionelle fotografer i de andre nordiske lande, samtidig med at fotogaven bliver lavet om til Nordicphoto.com”, fortæller han.
Den nye hjemmeside går i luften til oktober, lige før Dansk Digital Lab tager til fotografmesse i København.