MIT Ældre søger flere frivillige
Alle Greveborgere over 60 får nu tilbud om hjælp til at bruge en computer, og MIT Ældre projektet søger flere frivillige til opgaven. Der er informationsmøde for nye frivillige onsdag den 28. august på Greve Rådhus.
GREVE: Alle Greveborgere over 60 år modtager i disse dage et brev eller digital post med tilbud om hjælp til at bruge en computer. Det er projektet MIT Ældre, der er afsender, og ambitionen er, at så mange ældre i Greve som muligt skal blive i stand til at bruge en computer blandt andet til at kommunikere med det offentlige og bruge offentlige digitale selvbetjeningsløsninger.
Omkring 35 frivillige har siden januar hjulpet mere end 100 Greveborgere med at blive dus med computeren. Nu søger projektet flere frivillige, der er trygge ved den digitale verden og har lyst til at motivere ældre medborgere til at gå i gang med it og digitale løsninger.
En af de frivillige er 67-årige Arne Alexandersen, som var blandt de første til at melde sig på banen som frivillig.
- Jeg så en annonce i avisen og tænkte, at det her lyder spændende, fortæller Arne Alexandersen.
- Jeg var lige blevet pensioneret som registreret revisor og havde som sådan ikke særlige forudsætninger for dette arbejde som frivillig. Jeg har fundet ud af, at du som frivillig bare behøver at være en habil pc-bruger. Men det er vigtigt, at du har tålmodighed til at lytte til og forstå den ældres behov og at hjælpe i det rigtige tempo.
Arne Alexandersen er en del af den gruppe frivillige, som besøger hjemmehjælpsmodtagere i deres eget hjem.
- Jeg kommer typisk hos den ældre en til to gange om måneden. Det afhænger selvfølgelig af, hvor hurtigt den ældre synes, det skal gå. Men det kan også være oftere, hvis man har andre interesser til fælles med den ældre. Jeg har for eksempel mødt en, som også interesserede sig for min store lidenskab, slægtsforskning, og det har vi haft meget sjov ud af.
MIT Ældre projektet gennemføres af Greve Kommune i samarbejde med Ældre Sagen. Projektet løber frem til 2016 og er støttet af Socialministeriet. Det følges af en forskergruppe på RUC og af Digitaliseringsstyrelsen.
Der er informationsmøde for nye frivillige onsdag den 28. august, kl. 10 til 11 på Greve Rådhus. Alternativt kan man kontakte Ældre Sagens koordinator May Grandahl på telefon 2481 8660.
pm