Turister besøger også Hvidovre
Et perfekt dansk sommervejr: Og danskerne bliver gerne hjemme i Danmark. Men de kommer skam også til Hvidovre. Også fra det store udland.
- Den anden dag snakkede jeg med en familie på Cirkusmuseet, der var på besøg fra Østrig. De, en mor, far og datter, havde taget turen op gennem Tyskland for at nå til København, hvor de skulle på kanalrundfart, se Runde Tårn, Den lille havfrue OG Cirkusmuseet. I 30 graders varme gik de rundt i udstillingerne og lod sig underholde af film og loppecirkus, fortæller fg. Museumschef Anja Olsen.
Cirkusmuseet samarbejder med Wonderful Copenhagen og er med i deres ”Copenhagen card” tilbud til turister.
- Nogle af de turister, der glade viste deres Copenhagen Card, var en familie fra Frankrig. De havde to stop på deres tur til København - et på Cirkusmuseet og et på Den Blå Planet. ”Når man tænker på, at ”Den Blå Planet” lige er åbnet og har kostet lige knap 700 mio. og har haft stor medieomtale, er det virkelig flot, at vi ligger på samme stop! Jeg er virkelig stolt!, siger Anja Olsen.