Velkommen de nye SG’ere på Solrød Gymnasium
SOLRØD: I dag er I blevet rigtige SG'ere og til lykke med det, sagde rektor Bjarne Thams i sin velkomsttale til de 56 hf-elever og 241 stx-elever, der tirsdag den 13. august mødte frem til deres første skoledag på Solrød Gymnasium.
De 297 elever havde netop taget turen op ad den røde løber, hvor tutorer fra 2- og 3g hilste dem hjerteligt velkommen med flag og jubel, mens en glad velkomstmusik lød i baggrunden.
- Det er fantastisk at se jer så glade og forventningsfulde – og måske også en lille smule beklemte, men tro mig! Det er der slet ingen grund til, for jeg er sikker på, at I i løbet af ganske kort tid vil føle, at det er her på SG I hører hjemme.
Og Bjarne Thams fortsatte, idet han pegede rundt i kantinen:
- Du, og du og du er en del af os, du er elev på SG, du er SG'er – og til lykke med det!
- Samtidig er det et fantastisk år, vi alle, både elever og lærere, går i møde, eftersom vi på grund af den store søgning i foråret har kunnet oprette to hf-klasser og 9 stx-klasser. Det betyder, at vi i dag har elleve spor, eller med andre ord 2 klasser mere på skolen, end vi havde sidste skoleår.
- I skal nu i gang med at samle en masse nyttig viden, så I, når I slutter med huen på hovedet om henholdsvis to og tre år, er blevet meget klogere på mange ting, klogere både på viden og klogere rent menneskeligt. Jeg ønsker for jer, at I i dag må få en god start på et uforglemmeligt skoleforløb på SG. Og husk så at følge Solrød Gymnasium på facebook, for her vil I fremover kunne følge med i store og små begivenheder fra dagliglivet på SG, sluttede Bjarne Thams.
pm