Fortsæt til indhold

HB Køge henter rutineret målmand

Arkiv
Arkiv

FODBOLD: HB Køge har hentet back-up til målmandsposten. I timerne op til søndagens hjemmekamp mod FC Fredericia blev en aftale indgået med 35-årige Jakob Thomsen, der har en lang karriere bag sig i forskellige klubber i de danske divisioner.

- Vi har været på udkig efter en stærk back-up for Frederik Due. Det har vi nu fået - oven i købet en lokal målmand med stor erfaring. Vores målmandstræner Lars Bjerring har tidligere haft fornøjelsen af at arbejde med Jakob, der er en god fyr, som vi ikke er nervøse for at smide i kamp, udtaler HB Køges direktør Søren Colding til www.hbkoge.dk.

Jakob Thomsen har en lang karriere bag sig i forskellige klubber. Han har blandt andet optrådt for Næstved, Ølstykke og den ene af HB Køges moderklubber, Herfølge BK. Jakob Thomsen spillede i sidste sæson for B.93, som han var med til at spille op i 2. Division. Han lagde dog divisionshandskerne på hylden efter sæsonen, for i stedet at starte op på Serie 1-holdet i Køge Boldklub.

- Der skal lyde en stor tak til vores moderklub Køge Boldklub for at kunne hjælpe til i denne situation, hvor vi har været på udkig efter en back-up til Frederik Due, siger Søren Colding.
HB Køge spiller i aften, tirsdag kl. 19.00, på udebane mod Nakskov Boldklub i første runde i DBU Pokalen.
pm