Beboerne er glade for deres plejehjem
KØGE: En ny brugertilfredshedsundersøgelse viser at 90 pct. af borgerne på Køge Kommunes ældrecentre er tilfredse med at bo det sted, de bor.
- Jeg bliver da både glad og stolt, når jeg læser brugertilfredshedsundersøgelsen. Det er et rigtig flot resultat. Personalet på ældrecentrene fortjener en kæmpe tak for det store arbejde, de yder hver eneste dag for vores ældre i Køge Kommune, siger formand for Social- og Sundhedsudvalget Randi Hansen (A).
Godt 60 procent af beboerne på Køge Kommunes plejehjem har deltaget i undersøgelsen, som SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har gennemført for Social- og Sundhedsforvaltningen i Køge Kommune.
Netop SFI har stor erfaring med denne type undersøgelse og har blandt andet anvendt ældre interviewere for at gøre interviewsituationen mere afslappet og naturlig for deltagerne.
Det glæder mig, at så mange har deltaget i undersøgelsen. Det er rigtig vigtigt, at kommunen hører, hvordan borgerne oplever den hjælp, de får. Men undersøgelsen giver os samtidig mulighed for at gøre det endnu bedre. Social- og Sundhedsudvalget har derfor bedt Social- og Sundhedsforvaltningen om at udarbejde en handleplan for de områder, hvor undersøgelsen viser, at vi kan forbedre os,siger Randi Hansen.
De ældre er glade for personalet
Brugertilfredshedsundersøgelsen viser, at hele 95 pct. af de adspurgte brugere på ældrecentrene er glade for deres personale. Dermed klarer Køge Kommune sig flot i sammenligning med andre kommuner, der har gennemført tilsvarende undersøgelser.
- Det er jo ingen hemmelighed, at der er pres på den offentlige velfærd i disse år. Kommunerne har færre penge, flere ældre og færre medarbejdere til at løse opgaverne. Netop derfor er det vigtigt, at vi både spørger borgerne om deres oplevelse og husker at rose og anerkende medarbejderne i ældreplejen for deres indsats. Begge dele får vi mulighed for med denne ”brugertilfredshedsundersøgelse, siger Randi Hansen.
Social- og Sundhedsudvalget har besluttet, at brugertilfredshedsundersøgelsen skal følges op af en handleplan for de indsatsområder, hvor undersøgelsen viser, at der er plads til forbedring.
- Vi har bedt Social- og Sundhedsforvaltningen om at inddrage vores to brugerråd, Ældrerådet og Handicaprådet, i udarbejdelsen af handleplanen. Fire øjne ser bedre end to, og både Ældrerådet og Handicaprådet kender vores borgere og vores ældrecentre. Så jeg er sikker på, at de har ideer til, hvordan vi gør borgerne i Køge endnu gladere for vores plejehjem, siger Randi Hansen.
Ros til de frivillige
- En anden opløftende ting ved rapporten er den store og velfortjente ros til de frivillige. Størstedelen af beboerne synes, at aktiviteter arrangeret af frivillige foreninger gør deres plejecenter til et bedre sted at bo. Det er helt sikkert et af de områder, vi gerne vil arbejde videre med i samarbejde med de frivillige. Det frivillige engagement kan noget helt specielt, slutter Randi Hansen (A).
Brugertilfredshedsundersøgelsen offentliggøres på Køge Kommunes hjemmeside www.koege.dk.
pm